Norwegian med ny IATA-kode

Opdelingen af Norwegians operationer i en myriade af underselskaber kommer nu konkret til udtryk på billetterne og i fartplanerne.

Til efteråret begynder det for alvor at kunne ses på lufthavnenes ankomst- og afgangstavler, i fartplaner og på billetterne, at Norwegian i realiteten er flere flyselskaber samlet under samme paraply med fælles bookingsystem og fly i samme farver.

Fra 25. oktober vil tæt på alle flyvninger på 21 ud af Norwegians 32 europæiske ruter fra London Gatwick nemlig være forsynet med IATA-koden D8 og ikke DY som i dag. Kun ganske enkelte flyvninger på to ruter vil stadig kunne hedde DY.

Når sommerfartplanen for 2016 træder i kraft den 27. marts næste år, så vil langt de fleste Norwegian-flyvninger fra selskabets seks spanske baser og basen i Helsinki i Finland være forsynet med D8-koden, ligesom de sidste 11 Gatwick-ruter vil være det.

Strejkede i 11 dage
At skifte ”Y” ud med ”8” kan umiddelbart virke som en lille ubetydelig detalje. Men den markerer som nævnt, at Norwegian i praksis er en vifte af forskellige flyselskaber med forskellige driftstilladelser, i fagsprog kaldet Air Operators Certificate (AOC).

Flyvninger der udgår fra Skandinavien med fly og besætninger baseret i Skandinavien vil foregå med den traditionelle DY-kode, mens flyvninger med udgangspunkt i Spanien, Storbritannien og Finland vil foregå med D8-koder.

DY-koden tilhører nemlig selskabet Norwegian Air Shuttle ASA, mens D8-koden tilhører Norwegian Air International. Opsplitningen i forskellige selskaber kom også til udtryk i marts måned, da Norwegians skandinaviske piloter i Norwegian Air Shuttle ASA strejkede i 11 dage. Norwegian var dog i stand til at gennemføre op mod hver tredje flyvning, primært fordi piloterne i Norwegian Air International stadig fløj fra baserne i Spanien, Storbritannien og Finland.

Ni af Norwegians Boeing 737-800 mellemdistancefly tilhører Norwegian Air International AS, men er stadig på norsk LN-register ligesom deres knap 80 Boeing 737-800 søsterfly i Norwegian Air Shuttle ASA.

Britisk selskab
Desuden er der Norwegians langrute-setup, hvor selskabets otte Boeing 787 Dreamliner-fly er på det norske selskab Norwegian Long Haul AS’ driftstilladelse. Flere af flyene var dog indtil for få uger siden på Norwegian Air International Limited’s driftstilladelse. Norwegian Long Haul har egentlig IATA-koden DU, men selskabets flyvninger fra Europa til USA og Asien står i fartplaner med videre opført med DY-kode.

Endelig arbejder Norwegian angiveligt med at etablere et britisk datterselskab med egen britisk driftstilladelse. Den britiske avis The Sunday Times skrev i marts i år, at Norwegian i december sidste år etablere et britisk selskab med navnet Westforce Aviation og indgav en ansøgning om britisk driftstilladelse i januar i år.

Avisen spekulerede i, om Westforce Aviation skal bruges i Norwegians intense kamp for at få en tilladelse fra de amerikanske myndigheder til at operere sine irsk-indregistrerede Boeing 787 Dreamliner-fly på ruter til og fra USA. At Norwegian ved at flytte langdistanceoperationen fra Irland til Storbritannien kunne få de amerikanske myndigheder på bedre tanker. Amerikanerne vægrer sig mod at lade et irsk selskab med navnet Norwegian, irske fly og asiatiske stewardesser beflyve USA.

Norwegian har fornylig flyttet flere af sine Boeing 787 Dreamliner-fly fra Norwegian Air Internationals irske driftstilladelse tilbage til Norwegian Long Haul’s norske driftstilladelse, da man kun havde en tidsbegrænset dispensation til at bruge de irske fly på flyvninger fra Norge til USA og Asien.

En stor del af både Boeing 737-800 og Boeing 787-8 flyene er leaset fra internationale firmaer som ILFC og GECAS og/eller finansieret af lån i den amerikanske stats Import/Export-bank. En flyflåde med en stor andel af leasede fly er dog meget normalt hos flyselskaber.

Ansat i Singapore
På medarbejdersiden er piloterne og kabinepersonalet i Danmark, Norge og Sverige opdelt i hver sit nationale ressourceselskab, som arbejder for det skandinaviske oprindelige Norwegian-selskab Norwegian Air Shuttle. Langrute-personalet er primært ansat på baser i USA og Bangkok.

For Bangkok-personalets vedkommende er der ofte tale om, at de formelt er ansat i et bemandingsselskab i Singapore, som så udlejer dem til et Bangkok-baseret Norwegian-ressourceselskab. Det selskab stiller så piloterne og kabinepersonalet til rådighed for Norwegian Long Haul ASA og Norwegian Air International på de to selskabers Boeing 787 Dreamliner-fly, som blandt andet flyver mellem Europa og USA.

Norwegian-ruter, hvor flyvninger skifter IATA-kode fra DY til D8.

Fra 25. oktober 2015:
London Gatwick – Aalborg
London Gatwick – Alicante*
London Gatwick – Berlin Schönefeld
London Gatwick – Budapest
London Gatwick – København
London Gatwick – Faro
London Gatwick – Fuerteventura
London Gatwick – Funchal
London Gatwick – Grenoble
London Gatwick – Helsinki*
London Gatwick – Lanzarote
London Gatwick – Larnaca
London Gatwick – Las Palmas
London Gatwick – Oslo
London Gatwick – Palma Mallorca
London Gatwick – Rom
London Gatwick – Salzburg
London Gatwick – Stockholm
London Gatwick – Tenerife
London Gatwick – Tromsø
London Gatwick – Warszawa

Fra 27. marts 2016:
Alicante – Aalborg
Alicante – Aalesund
Alicante – Bergen
Alicante – Billund
Alicante – Køln
Alicante – København*
Alicante – Gøteborg*
Alicante – Hamborg
Alicante – Helsinki*
Alicante – München
Alicante – Oslo
Alicante – Oslo Rygge
Alicante – Sandefjord
Alicante – Stavanger*
Alicante – Stockholm*
Alicante – Tromsø
Alicante – Turku
Barcelona – Berlin Schönefeld
Barcelona – Billund
Barcelona – København*
Barcelona – Dubrovnik
Barcelona – Gøteborg*
Barcelona – Hamborg
Barcelona – Helsinki
Barcelona – Oslo*
Barcelona – Stavanger
Barcelona – Stockholm*
Barcelona – Trondheim
Barcelona – Warszawa
Helsinki – Alicante
Helsinki – Athen
Helsinki – Budapest
Helsinki – Bourgas
Helsinki – Chania
Helsinki – Dublin
Helsinki – Dubrovnik
Helsinki – Las Palmas
Helsinki – Nice
Helsinki – Oulu
Helsinki – Palma Mallorca
Helsinki – Prag
Helsinki – Rome
Helsinki – Rovaniemi
Helsinki – Split
Helsinki – Tenerife South
Helsinki – Venice
Las Palmas – Bodø
Las Palmas – Evenes
Las Palmas – Helsinki
Las Palmas – Oslo*
Las Palmas – Sandefjord
Las Palmas – Stockholm*
Las Palmas – Tromsø
London Gatwick – Aalesund
London Gatwick – Barcelona
London Gatwick – Corfu
London Gatwick – Dubrovnik
London Gatwick – Gøteborg*
London Gatwick – Helsinki
London Gatwick – Ibiza
London Gatwick – Kefalonia
London Gatwick – Madrid
London Gatwick – Malaga
London Gatwick – Santorini
Madrid – Birmingham
Madrid – Catania
Madrid – København
Madrid – Dubrovnik
Madrid – Hamborg
Madrid – Helsinki
Madrid – Malta
Madrid – Oslo
Madrid – Stockholm
Madrid – Warszawa
Malaga – Aalborg
Malaga – Birmingham
Malaga – Køln
Malaga – København*
Malaga – Gøteborg*
Malaga – Hamborg
Malaga – Helsinki
Malaga – München
Malaga – Oslo
Malaga – Oslo Rygge
Malaga – Sandefjord
Malaga – Stockholm*
Malaga – Warszawa
Tenerife – Oslo

* Visse flyvninger med D8-kode og visse flyvninger med DY-kode.