Norwegian modtager Boeing-fly nummer 100

Norwegian modtog i sidste uge fly nummer 100 fra Boeing Commercial Aircraft. Det er samtidig det 12. ud af 14 splinternye Boeing 737-800 fly, som det norske lavprisflyselskab får leveret i 2014.

Det norske lavprisflyselskab Norwegian kunne i sidste uge modtage sit fly nummer 100 fra den amerikanske flyproducent Boeing Commercial Aircraft.

Flyet af typen Boeing 737-800 fik indregistreringen LN-NIG, og er det 12. ud af 14 nye Boeing 737-fly, som vil blive leveret i løbet af 2014.

Overleveringen fandt sted tirsdag den 14. oktober lokal tid, hvor flyet lettede fra Boeing Field – også kendt som King County International Airport – inden det næste morgen kl. 07:00 satte hjulene på asfalten i Oslo Gardermoen-lufthavn.

I cockpittet sad selskabets chefpilot Per Gunnar Lyckander sammen med flykaptajn Kristian Herskedal.

Gennemsnitsalder på fem år
Fra Norwegian deltog udover de to piloter også Tore Jenssen, der er flådeansvarlig hos det norske lavprisflyselskab.

“Det er en milepæl i vores historie, at vi nu har fået fly nummer et hundrede. Det viser, at Norwegian er gået fra at være et lille norsk flyselskab til en stor international aktør. Vi faser løbende nye fly ind, og vores flyflåde er en af de nyeste og mest miljøvenlige i Europa,“ siger kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

Den danske kommunikationsrådgiver var med i Seattle for at modtage det nye fly sammen med et par inviterede journalister. Herudover detltog fem kolleger, som var blevet nomineret for at have udført en særlig indsats for Norwegian.

Norwegian fik for et par år siden leveret Boeings 737-fly nummer 6.000 og er en god og stor kunde hos flyproducenten. Med det nye fly har Norwegians flåde en gennemsnitsalder på blot fem år, mens konkurrenten SAS til sammenligning disponerer over 147 fly med en gennemsnitsalder på 11,2 år.

I dag råder Norwegian over 93 Boeing 737-fly, hvor 84 er af typen 737-800, mens ni er af den noget ældre 737-300 model. Datterselskabet Norwegian Long Haul har syv Boeing 787-8 Dreamliner-fly i flåden.