Nu er Jet Time også finsk

Danske Jet Time kan nu også kalde sig for finsk flyselskab og gøre klar til at flyve finner til Tyrkiet.

Efter omkring fem måneders arbejde kan det danske flyselskab Jet Time nu også kalde sig selv for et fuldgyldigt finsk flyselskab. I fredags modtog selskabet nemlig en finsk driftstilladelse, et såkaldt Air Operators Certificate (AOC).

Med AOC’et i hånden har Jet Time nu søgt de tyrkiske myndigheder om lov til at flyve mellem Finland og Tyrkiet. Sagen er nemlig den, at Jet Time på lørdag gerne skulle lette fra Helsinki mod Antalya i Tyrkiet med det første hold chartergæster på en kontrakt for en finsk charterarrangør.

For at få trafikrettigheder til at flyve fra et land til Tyrkiet, er det et krav fra de tyrkiske myndigheder, at man har en driftstilladelse i det pågældende land. Og derfor har Jet Time arbejdet intenst på at få tingene på plads, så selskabet nu også kan kalde sig finsk.

”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med de finske myndigheder. Nu bliver der talt finsk på gangene og vi har fået kontor i Helsinki. Desuden er et af vores fly blevet omregistreret til finsk register,” fortæller Klaus Ren, direktør i Jet Time, til CHECK-IN.dk.

Aldrig før 737
Det omregistrerede fly er en Boeing 737-700, der før hed OY-JTV. Nu hedder det OH-JTV. Det har tidligere fløjet for Maersk Air og Sterling samt været et smut i Mauretanien og Tunesien.

Boeing 737 er verdens suverænt mest udbredte passagerflytype, der er bygget i mere end 7.500 eksemplarer og bestilt i yderligere over 2.500 eksemplarer. Jet Time-flyet er dog det første Boeing 737-fly, der nogensinde har været på finsk register. Finnair havde to ældre Boeing 737-200 fly i fragtversion i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, men de var begge indregistreret på Island.

Selv om det europæiske luftrum i udstrakt grad er liberaliseret, så kan man som flyselskab stadig løbe ind i bureaukratiske udfordringer som eksempelvis at have de rigtige AOC’er. Især hvis man skal flyve til et ikke-EU-land som Tyrkiet eller hvis man har AOC i et ikke-EU-land og vil flyve fra et EU-land til Tyrkiet. Det oplever blandt andre Norwegian, der ikke kan få lov at flyve mellem Danmark og Tyrkiet på sit norske AOC.