José Martí International Airport i Havana.

Nye europæiske ruter til Havana

Austrian og Alitalia bliver det 11. og 12. europæiske flyselskab til at åbne en rute til den internationale José Martí-lufthavn i Havana på Cuba.

Der er i øjeblikket to destinationer, som har en lang række europæiske flyselskabers opmærksomhed. Den ene er Teheran i Iran, og den anden er Havana på Cuba.

Nu har både Austrian og Alitalia fået øjnene op for det fremtidige turistpotentiale til Cuba, der i stigende grad vil tiltrække vestlige turister, når de amerikanske flyselskaber igen kan flyve til den cubanske hovedstad.

Austrian Airlines åbner den 25. oktober en rute fra Wien til Havana med én ugentlig afgang betjent med Boeing 767-300ER fly med plads til 214 passagerer. Flyet, der er indrettet med 36 flatbed-sæder på Business Class og 179 sæder i Economy Class. vil hver tirsdag sætte kursen mod Havana og være retur næste formiddag i Wien Schwechat-lufthavnen.

“I 2016 fejrer vi 70-året for de bilaterale forbindelser mellem Østrig og Cuba. Det glæder os, at vi kan markere denne begivenhed sammen med åbningen af direkte flyvninger til Havana. Lanceringen af en rute til Cuba er endnu et skridt i den konsekvente ekspansion af vores langdistanceruter og vort fortsatte fokus på turistdestinationer,” siger Andreas Otto, der er kommerciel koncerndirektør hos Austrian.

Mange flyselskaber til Havana
Men også Alitalia vil være med til at flyve flere europæiske turister til Cuba. Fra den 29. november vil det italienske flyselskab operere to ugentlige flyvninger fra Rom til Havana med fly af typen Boeing 777-200ER, der har plads til 293 passagerer i en treklasses version. Alitalia flyver ud af Rom-Fiumicino-lufthavnen hver tirsdag og lørdag formiddag og er retur næste formiddag efter en turnaround på to timer i Havana  José Martí International Airport.

I forvejen flyver ti andre europæiske flyselskaber til Havana. Air France og KLM har forbindelser fra henholdsvis Paris-CDG og Amsterdam-Schiphol, og mange europæere har gennem tiden fløjet med de to selskaber til og fra Cubas hovedstad. Iberia og Air Europa flyver ud af Madrid til Havana, mens det tyske marked betjenes af Condor, Eurowings og Airberlin, fra henholdsvis Frankfurt og München samt Køln og Düsseldorf.

Fra London-Gatwick tilbyder Virgin Atlantic direkte flyvninger til Havana, mens SWISS-datterselskabet Edelweiss flyver direkte fra Zürich til den cubanske hovedstad. Endelig får Alitalia i hjemlandet konkurrence fra Blue Panorama Airlines, der flyver til Cuba fra Malpensa-lufthavnen ved Milano.

 

Relaterede artikler:

15 nye flyruter fra USA til Havana

Ny aftale: 110 flyvninger til Cuba hver dag

Iberia vender tilbage til Cuba

Airberlin i skandinavisk offensiv