FlyVikings første fly letter fra Tromsø på en prøveflyvning. Foto: FlyViking.

Nyt norsk selskab har København i kikkerten

Det nye norske flyselskab FlyViking har planer om mange nye ruter. To af dem skal gerne gå til København.

Den norske pilot og flyselskabsdirektør Ola Giæver kom for år tilbage uoverens med sin daværende arbejdsgiver, det norske regionalflyselskab Widerøe. Nu har Ola Giæver startet sit eget flyselskab ved navn FlyViking, som kommer til at gå direkte i ”flæsket” på Widerøe.

Selskabet har etableret base i Tromsø i Nordnorge, hvorfra man i første omgang vil flyve til Bodø, Hammerfest og Svolvær. Ruterne til Bodø og Hammerfest starter den 27. marts, mens Svolvær-ruten kommer på den 18. april, når FlyViking modtager selskabets andet fly.

På ruten fra Tromsø til Bodø skal FlyViking i direkte konkurrence med SAS, der betjener ruten seks gange dagligt med store Boeing 737-fly. Mellem Tromsø og Hammerfest er Widerøe den direkte konkurrent. Det tidligere SAS-selskab flyver her syv gange dagligt mellem Tromsø og Hammerfest.

Kopiere Widerøe
Endnu inden Giæver har sendt det første fly i luften med betalende passagerer er han også begyndt at planlægge hvor selskabet ellers skal flyve hen i fremtiden.

Modellen med at kopiere Widerøe skal tilsyneladende fortsætte. Således har Ola Giæver på FlyVikings Facebook-side postet et billede med en lang række ruter, som FlyViking påtænker at åbne. Mange af dem er ruter, hvor Widerøe allerede flyver i dag. Tromsø, Bodø, Oslo Gardermoen og Oslo Sandefjord-Torp lufthavnene skal være udgangspunkt for FlyVikings nye ruter, som blandt andet skal forbinde mindre byer i Nordnorge direkte med den norske hovedstad Oslo. Byer, som i dag kun har flyforbindelse til større lufthavne i Nordnorge.

To af de ruter, hvor Widerøe allerede flyver i dag, er to ruter til Københavns Lufthavn, som har fundet vej til Ola Giævers tegnebræt. Det er ruten fra Oslo’s Sandefjord-Torp Lufthavn og ruten fra Haugesund på den norske vestkyst.

Ruter som i dag betjenes af Widerøe henholdsvis 13 og tre gange om ugen med Dash-8 fly. Widerøe har de senere år skåret kraftigt ned på betjeningen af Haugesund-ruten og i slutningen af marts lukkes ruten helt.

Widerøe betjener de to CPH-ruter med Dash-8 Q400-fly med plads til 78 passagerer. FlyViking planlægger primært at beskæftige mindre Dash-8 Q100-fly med plads til omkring 39 passagerer.

Til Murmansk med tre stop
Foruden de to ruter til København og en bred palette af indenrigsruter på kryds og tværs af Norge, så planlægger FlyViking også at flyve til Stockholm Arlanda og Stockholm Bromma lufthavnene samt etablere en rute mellem Oslo og Murmansk i Rusland med tre stop undervejs i Trondheim, Bodø og Tromsø.

I august sidste år havde Ola Giæver en plan om at FlyViking skulle have i alt 19 Dash-8 Q100-fly. De 15 af flyene skulle bruges på de såkaldte FOT-ruter i Nordnorge, hvis FlyViking vandt udbuddet om at flyve ruterne med støtte fra den norske stat. FlyViking tabte imidlertid stort til Widerøe. Hvor mange fly Ola Giæver nu regner med at kunne beskæftige vides ikke.

Ola Giæver blev i efteråret 2014 afskediget fra Widerøe angiveligt for at have udvist illoyal optræden over for sin arbejdsgiver. Opsigelsen mundede ud i en retssag, som Ola Giæver dog tabte.

 

 

Relaterede artikler:

Nyt norsk flyselskab starter billetsalg

Norsk flyselskab vil anskaffe 19 fly

Nyt flyselskab vil konkurrere med Widerøe

Widerøe skærer hårdt ned på København-ruter