Adm. direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn klipper snoren sammen med salgschef Peer Runge fra Samson Travel. (Foto: Aalborg Lufthavn)

Ønsker flere turister til Nordjylland med fly

Torsdag markerede Aalborg Lufthavn sammen med Samson Travel og regionale aktører igangsættelsen af et initiativ, der skal bringe flere turister til Nordjylland.

Nordjylland ligger i toppen af Danmark, og turisterne kommer hyppigt kørende i bil sydfra eller med skib fra Norge for at indtage strandene ved Løkken eller for at indsnuse lidt af den særlige stemning i Skagen. Sådan er den lidt forsimplede beskrivelse af turismen i Nordjylland.

Men et nyt samarbejde under navnet Project Incoming Nordjylland skal være med til at ændre på den opfattelse. Det er Aalborg Lufthavn, VisitNordjylland og Business Region North Danmark, der er gået sammen om at skabe et incoming-bureau, der skal hjælpe udenlandske rejsearrangører med at få Aalborg og Nordjylland på landkortet.

Her er Frederikshavn-rejsebureauet Samson Travel blevet udpeget til at varetage denne opgave, og torsdag blev incoming-bureauet officielt åbnet ved en reception i de nye lokaler i Aalborg Lufthavn.

“Det har længe været et ønske fra Aalborg Lufthavns side, at der blev gjort noget aktivt for at udenlandske turister kan få øjnene op for de mange ferieoplevelser, Nordjylland tilbyder med et enkelt og attraktivt produkt. Interessen for ferie i Nordjylland er der, og det eneste der manglede var at byde interessen velkommen med en nemmere måde for turisterne at besøge Nordjylland. Det har vi nu med det nye incoming bureau,” siger administrerende drektør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn.

Nemt og bekvemt at flyve til Aalborg
Samson Travel har undersøgt markederne i blandt andet Holland, USA, Kina og Storbritannien der alle repræsenterer et stort potentiale i netop et incoming-bureau. Bureauchef Hans Berthelsen og Peer Runge fra Samson Travel har stået for hele processen, og Peer Runge bliver den daglige leder for det nye incoming-bureau, der har fået navnet, Samson Travel Incoming.

“Som rejsebureau havde vi et godt grundlag for at se forretningsmulighederne omkring et incoming bureau, som vi mener der er basis for i Nordjylland. Det handler om, at det skal være nemt og bekvemt for turister at flyve til Aalborg Lufthavn og opleve de bedste steder i Nordjylland – et spændende projekt, vi går ind i med store ambitioner,” lyder det fra salgschef og rejseleder fra Samson Travel, Peer Runge. 

Op imod halvdelen af alle turister i Nordjylland er danskere. Tyskland og Norge fylder godt i statistikkerne for de udenlandske besøgende efterfulgt af Sverige Storbritannien og Holland.

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn arbejder for New York-rute i 2018

Aalborg: Bedste indenrigs-september i fem år

Aalborg Lufthavn jagter Monarch-rute til London