Bombardier Q400 fra airberlin.

Officielt: Airberlin-rute lukker om 25 dage

Airberlin har nu endeligt bekræftet, at selskabet lukker ruten til Billund, og ruten vil allerede ophøre inden udgangen af februar måned.

Oneworld-selskabet airberlin trækker sig ud af Billund Lufthavn før tiden. I sidste uge kunne CHECK-IN.dk fortælle, at ruten fra Billund til Berlin-Tegel ikke var at finde i det kommende sommertrafikprogram, der træder i kraft den 26. marts. Men så længe kan det tyske flyselskab ikke vente, og allerede den 19. februar vil den sidste flyvning fra Berlin til den internationale vestdanske lufthavn finde sted.

Dermed vil Billund Lufthavn stå uden flyforbindelse til den tyske hovedstad, hvortil der har været fløjet siden foråret 2014.

Sun-Air, der flyver på en franchise-aftale for British Airways, har for nylig vist interesse for at overtage ruten, men interessen er blevet noget kølnet, da airberlin på nuværende tidspunkt ikke har mulighed for at indgå en særlig prisaftale med Sun-Air, der via British Airways er partner i oneworld-alliancen, som airberlin også tilhører.

“Vi arbejder stadigvæk med planer om at overtage Berlin-ruten fra Billund, men så længe vi ikke har en SPA-aftale (Special Prorating Agreement, red.) kan vi ikke tage nogle konkrete beslutninger. Der vil blive et midlertidigt hul, når airberlin stopper – det er jeg ikke i tvivl om,” siger kommerciel direktør Kristian Tvergaard fra Sun-Air til CHECK-IN.dk.

Mulig lavprisoperatør
Nu er det op til Billund Lufthavn at finde en ny operatør, der kan overtage ruten, hvis muligt. Hvis det ikke lykkedes Sun-Air at få prisaftalen i stand med airberlin, så der kan fødes trafik ind i det tyske flyselskabs rutenetværk, så vil det være vanskeligt at opretholde en rute baseret på lokaltrafik, da mange vælger at køre i bil til Berlin desto længere sydpå i Jylland, at man kommer.

Billund Lufthavn kan i stedet forsøge at lave en business case med Ryanair eller Norwegian. Førstnævnte har en stor base i Berlin-Schønefeld lufthavnen, og Norwegian har tidligere vist interesse for at betjene Berlin fra det jyske marked. Det skete fra maj 2012 til marts 2013, hvor Norwegian fløj tre gange om ugen mellem Aalborg og Berlin. Ruten havde i gennemsnit 80 passagerer per vej, men det var ikke nok til dengang at sikre den fornødne rentabilitet.

“Nu skal Sun-Air først og fremmest have arbejdsro til at finde ud, om det er muligt at overtage ruten til Berlin. Hvis det ikke bliver tilfældet, så vil selskaber som Ryanair og Norwegian være skabt til det, idet Berlin-ruten er meget leisure-intensiv og særdeles egnet til korte city-breaks og besøgsrejser til familie og venner,” bekræfter Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Airberlin trækker sig fra Billund-rute

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly

Airberlin på vej mod 500.000 passagerer i Danmark

Etihad Regional skal flyve Billund-Berlin

Airberlin: Billund-rute har lange udsigter