- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Oslo passerede 25 millioner

For første gang nogensinde havde Oslo Gardermoen sidste år mere end 25 mio. passagerer.

Knap 25,8 mio. passagerer gik sidste år gennem Skandinaviens næststørste lufthavn, Oslo Gardermoen. Det er første gang i lufthavnens historie, at den passerer 25 millioner-mærket.

Gardermoen havde en vækst på 4,5 procent i forhold til året før.

”Nye Ruter til Boston, Miami, Las Vegas, London Stansted og Vilnius har bidraget til væksten, men der har også været en kraftig vækst på etablerede ruter som til eksempelvis København, Alicante og Stockholm,” siger Jasper Spruit, chef for trafikudvikling hos Avinor, som driver Oslo Gardermoen og 45 andre norske lufthavne.

Den højeste vækst oplevede lufthavnen i rejser til og fra Spanien i 2016, med 300.000 flere passagerer end i 2015. En fremgang på 13 procent. Det største fald var til og fra Tyrkiet, med 190.000 færre passagerer end i 2015. Det svarer til et fald på 28 procent.

I 2016 etablerede Ryanair sig i Oslo Gardermoen og lukkede helt ned i Oslo Rygge-lufthavnen.

Uændret magtforhold
I dag onsdag offentliggør Københavns Lufthavn sine passagertal for 2016. Den 30. december gik passager nummer 29 millioner i 2016 gennem lufthavnen. Det endelig antal passagerer i det forgangne år forventes derfor at lande på omkring 29,1 mio. passagerer.

I sidste uge kunne Stockholm Arlanda-lufthavnens operatør, Swedavia, fortælle, at 24,7 mio. passagerer gik gennem lufthavnen sidste år. Dermed er magtforholdet mellem de tre store skandinaviske hovedstadslufthavne fortsat, at Københavns Lufthavn er den største, Oslo Gardermoen er nummer to og Stockholm Arlanda er nummer tre.

Oslo Gardermoen og de 45 øvrige Avinor-lufthavne havde tilsammen 50,8 mio. passagerer i 2016. Det er en stigning på 1,6 procent. Der var store regionale forskelle. 28 af Avinor-lufthavnene havde passagerfremgang i 2016, mens 18 havde et fald. Der var særlig stærk vækst i Oslo (4,5 procent), Tromsø (4,8 procent) og Bodø (3,9 procent). Der var marginale ændringer i Trondheim (1,5 procent) og Bergen (-1,2 procent), mens Stavanger Sola-lufthavnen havde et fald på 6,8 procent. Dermed lider lufthavnen fortsat kraftigt under krisen i den globale olieindustri.

 

 

Relaterede artikler:

Ryanair indtager Oslo Gardermoen

Oslo under pres blandt nordiske hovedstadslufthavne

Sløjt år for norske lufthavne

Flyselskaber flygter fra skandinavisk lufthavn

Oslo-Gardermoen vil overhale Københavns Lufthavn