Over 7 mia. kroner i overskudsdeling

Amerikanske Delta Air Lines har belønnet de ansatte med samlet 1,1 mia. dollars i overskudsdeling svarende til 7,2 mia. kroner. Det er femte år i træk, at medarbejderne får andel i overskuddet.

Mens flyselskaberne i Europa går igennem svære tider med spareplaner og omstruktureringer, ser det anderledes ud hos det amerikanske flyselskab Delta Air Lines.

Her har de 80.000 medarbejdere for femte år i træk fået andel i virksomhedens overskud. I 2014 blev det til 1,1 mia. dollars, hvilket svarer til 7,2 mia. danske kroner. Overskudsdelingen kommer oveni 550 mio. kroner, der i løbet af året er blev uddelt som månedlige bonusser for at opfylde de præstationsmål, der er blevet sat.

Udbetalingen for 2014 er den højeste nogensinde og er samtidig rekord for luftfartsindustrien. Igennem de seneste fem år har Delta udbetalt samlet 19 mia. kroner i bonus og overskudsdeling.

“Hos Delta tror vi på, at mennesker, værdier og kultur er baggrunden for vores succes. Vi kalder det ‘Delta Difference’. Det er afgørende for vores medarbejdere at kunne få en andel i de rekordhøje resultater, som de har bidraget til skabe. Tak til Deltas 80.000 medarbejdere over hele verden, som gjorde 2014 til et helt enestående år ved at passe godt på vores kunder,“ siger Deltas koncernchef Richard Anderson i en pressemeddelelse.

Store forventninger til 2015
Delta Air Lines opnåede i 2014 et nettooverskud på 659 mio. dollars, hvilket svarer til 4,3 mia. danske kroner. Heri er omkostningen til medarbejdernes bonus og overskudsdeling allerede medregnet.

Omsætningen steg med syv procent til næsten 40,4 mia. dollars, mens omkostningerne til gengæld løftede sig med 11 procent til i underkanten af 38,2 mia. kroner.

Koncernchef Richard Anderson udtrykker stor tilfredshed med årsresultatet, og forventningerne til 2015 er også helt i top.

“Her i begyndelsen af 2015 kan vi nyde godt af de lavere brændstofpriser, hvilket vil betyde besparelser på omkring 2 mia. dollars på brændstofomkostningerne sammenlignet med 2014. Gennem vores kapacitetsdisciplin, prissætning i forhold til efterspørgsel og brændstofbesparelserne, forventer vi en tocifret indtjeningsvækst sammen med et større cashflow fra et højere afkast af den investerede kapital i de kommende år.“