Airberlin Boeing 737-800.

Overlevelsesplan: Airberlin reducerer flåden fra 127 til 75 fly

Det tyske flyselskab airberlin har besluttet at reducere flåden med mere end 50 fly, nedlægge 1.200 stillinger samt justere forretningsmodellen.

Det har længe været kendt, at airberlin, der er Tysklands næststørste flyselskab, har været i store økonomiske vanskeligheder. I går blev en større redningsplan offentliggjort, der involverede Lufthansa-gruppen.

Planen betyder, at airberlin skal reducere flåden fra de nuværende 127 fly til i fremtiden 75 fly fra sommertrafikprogrammet 2017. Det betyder, at samtlige 16 Boeing 737-fly skal ud af flåden, ligesom op til 40 fly i A320-serien skal overgå til Lufthansa-gruppen, heraf 38 af flyene på en seksårig wet-lease aftale, hvor Lufthansa-gruppen får leveret flyene fra airberlin og således skal betale for fly, besætninger, vedligeholdelse, forsikring samt centrale omkostninger. Det er hvad, parterne kalder en ACMIO-aftale.

Flyene er allerede øremærket til Lufthansa-selskaberne Eurowings og Austrian Airlines. Op til 29 A320-fly og 11 A319-fly indgår i aftalen, og 35 af flyene skal til Eurowings og de resterende fem til Austrian Airlines. Dermed kommer Eurowings op på 125 fly og kan fortsætte den massive ekspansion i Europa. De 40 fly skal placeres på baser i syv tyske lufthavne samt i Wien og Palma de Mallorca.

Når flådereduktionen hos airberlin er gennemført i løbet af et halvt års tid, vil selskabet stå tilbage med 17 A330 langdistancefly, 40 fly i A320-serien samt 18 Bombardier Q400-fly.

Bliver netværksflyselskab
Oprindeligt startede airberlin som lavprisflyselskab, men selskabet udviklede sig sidenhen til at være en egentlig hybrid efter optagelsen i Oneworld-alliancen. Men fremover er signalet fra ejerne klart og tydeligt. Airberlin skal være et rendyrket netværksselskab.

Det betyder, at flyselskabet kommer til at koncentrere sig om de to hubs i Berlin og Düsseldorf, mens de mange fritidsruter fra andre lufthavne må lade livet eller vil komme til at indgå i en separat turistorienteret forretningsenhed, hvis strategiske muligheder stadig overvejes.

“Airberlins fremtidige kerneforretningsområde er klar. Vi skal have et fokuseret netværk og betjene markeder med høje billetindtægter fra vores to hubs i Düsseldorf og Berlin. Et slankere og stærkere airberlin har en lys fremtid foran sig,” siger koncernchef Stefan Pichler i en pressemeddelelse.

Airberlin understreger, at man vil fokusere på helårstrafikken til forretningsmarkeder med et stærkt fokus på Italien, Skandinavien og Østeuropa. Herudover vil man udvikle langdistancetrafikken, hvor man vil øge fra de nuværende 14 A330-fly til i alt 17. Det betyder, at der kommer nye ruter og flere afgange til primært USA.

“Vi er mere end nogensinde udsat for et betydeligt eksternt markedspres, hvilket tvinger os til at ændre den nuværende komplicerede forretningsmodel. Airberlin har forsøgt at betjene alle markedssegmenter fra en produktionsplatform med fokus på både fritids- og forretningsrejsende,” erkender koncernchefen.

1.200 stillinger bliver overflødige
I forbindelse med den offentliggjorte overlevelsesplan vil det være nødvendigt at nedlægge 1.200 stillinger. Derfor udestår der i de kommende måneder forhandlinger med de faglige organisationer med henblik på at nå frem til en plan inden udgangen af februar.

“Vi ved naturligvis, at afskedigelser ikke vil blive taget godt imod – selv ikke i et dynamisk marked som Tyskland. Vi bliver nødt til at foretage afskedigelser, men vi sigter på at gøre det på en måde, hvor vi yder størst mulig støtte ved at tilbyde medarbejderne nye jobmuligheder, hvor det er muligt,” siger Stefan Pichler.

Jobmulighederne kan være tilgængelige i indiske Jet Airways, Air Serbia, schweiziske Etihad Regional, Alitalia, Air Seychelles samt Abu Dhabi-baserede Etihad Airways, der ejer 29,2 procent af airberlin samt en betydelig aktiepost i de øvrige flyselskaber.

 

Relaterede artikler:

Medie: Lufthansa vil overtage driften af 40 airberlin-fly

Airberlin styrer mod ren Airbus-flåde

Massefyringer i europæiske Etihad-selskaber

Airberlin annullerer ordre på 33 Boeing-fly

airberlin skærer massivt ned

x

Læs Også

Airberlin åbner to nye langdistanceruter

Næste forår vil det kriseramte airberlin åbne to nye langdistanceruter til USA fra selskabets store trafikknudepunkt i Düsseldorf.

British Airways holder øje med airberlin

Situationen i det kriseramte airberlin følges tæt af oneworld-partneren British Airways, der ikke ønsker at beskæftige sig med Alitalia.

Lufthansa lukker Iran-rute

Det blev kun til 18 måneder drift for en Lufthansa-rute til Teheran, som det tyske selskab åbnede i foråret 2016.

Ni nye europæiske Lufthansa-ruter

Samlet ni nye ruter til Spanien, Italien, Frankrig, Rumænien og Finland bliver en del af Lufthansas vintertrafikprogram fra Frankfurt og München.

Lufthansa vil ikke overtage München-rute

Det bliver ikke Lufthansa, der kommer til at lukke hullet efter Sun-Air på ruten mellem Billund og München. Pilen peger i stedet på et britisk flyselskab.

Tysk transportminister: Tegel skal bevares

Den tyske transportminister tilslutter sig nu koret, der taler for at bevare den nedslidte Tegel-lufthavn i Berlin.