Vueling A321-200. (Foto: Pedro Aragão | Creative Commons 3.0)

Paris-rute fra København flyttes til Orly

Vuelings lavprisrute mellem København og Paris flyttes fra Charles de Gaulle-lufthavnen til Orly, men samtidig indsættes større fly.

Inden længe får Norwegian selskab i Orly-lufthavnen syd for Paris, når den spanske lavprisoperatør Vueling flytter sin København-Paris rute fra Charles de Gaulle-lufthavnen til Orly.

Ændringen sker ved indgangen til vintertrafikprogrammet den 29. oktober i år, og samtidig med, at passagererne skal vænne sig til en ny lufthavn, bliver der også nye afgangstider og større fly.

I øjeblikket flyver Vueling fem gange ugentligt mellem København og Paris-CDG med 180-sæders A320-fly. Flyet forlader Paris kl. 09.50 med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 11.55. Her vender det på 40 minutter og flyver tilbage mod den franske hovedstad kl. 12.35.

I det kommende vintertrafikprogram flyves der kun fire gange ugentligt, hvilket vil sige mandage, torsdage, fredage og søndage, hvilket betyder, at lørdags-afgangen er fjernet i vinterhalvåret. Vueling vil i stedet benytte A321-200 fly med plads til 220 passagerer, så selvom der er fjernet en ugentligt afgang, så er den udbudte sædekapacitet mere eller mindre den samme.

Afgangstiderne i vintertidtabellen er meget forskellige afhængig af ugedagen. Tre af fire ugentlige afgange gennemføres på tidlige morgenfly ud af Paris-Orly, mens torsdagsafgangen fra Paris ligger kl. 17.30. Den modsatte vej flyves der midt på formiddagen, mens der om torsdagen vil være en aftenafgang kl. 20.10.

Op imod en million passagerer
Vueling kommer til at konkurrere direkte mod Norwegian, der i vintertrafikprogrammet flyver dagligt mellem København og Paris-Orly. Til Charles de Gaulle flyver stadig Air France, SAS og easyJet med henholdsvis 29, 12 og fem ugentlige afgange.

Sidste år benyttede 928.405 passagerer samtlige ruter mellem København og Paris, hvor 807.125 rejste til og fra Charles de Gaulle-lufthavnen, mens Norwegian til og fra Orly havde 121.279 passagerer. Samlet var det en fremgang på fem procent i forhold til 2015.

Også i 2017 ser det ud til, at der er vækst i antallet af rejsende til den franske hovedstad, selvom flere individuelle terroraktioner i europæiske storbyer måske kunne påvirket rejselysten. Det lader dog ikke til at være tilfældet i de fem første måneder af 2017, hvor 362.810 passagerer ifølge Trafikstyrelsens tal har fløjet mellem København og Paris vice versa, og det er 3,2 procent flere end året før, hvor der i samme periode var 351.567 rejsende.

Charles de Gaulle-lufthavnen ligger omkring 25 kilometer nordøst for Paris, men Orly er beliggende kun 13 kilometer fra byen. Til og fra begge lufthavne er der RER-togforbindelser samt busser.

 

Relaterede artikler:

Vueling lukker tre baser

Icelandair etablerer rute til Paris-Orly

Færre amerikanere og japanere til Paris

Vueling vil flyve fra CPH til Paris

Vueling åbner base i Paris-CDG