Passagerfly landede på lukket bane

Et Boeing 737-fly fra Southwest Airlines landede på en bane, der var lukket som følge af reparation. Der er modstridende forklaringer om, hvorvidt reparationsarbejdere var i fare ved landingen.

En indenrigsflyvning i den amerikanske delstat Texas var for nylig ved at udvikle sig til en mulig katastrofe. Et Boeing 737-300 fly fra Southwest Airlines havde lørdag den 11. april tilbagelagt en flyvning fra Austin til El Paso, da der blev gjort klart til landing.

Flyvelederkontrollen i El Paso anviste Southwest-piloterne at lande på bane 26L, hvilket skete kl. 15.56 lokal tid. Problemet var blot, at banen officielt var lukket fra kl.. 07.00 til kl. 19.00 på grund af reparationsarbejder.

Lokaler medier hævdede, at banearbejdere og udstyr var i fare, idet Southwest-flyet passerede ganske tæt på. Øjenvidner skulle angiveligt have berettet, at flyet blot var tre meter fra materiel og arbejdere på banen.

“Det var meget tæt på, virkelig tæt. Det kunne have blevet en katastrofe. Der var folk, der arbejdede der, og flyet burde ikke have landet,“ udtalte øjenvidner.

FAA undersøger
De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har åbnet en undersøgelse, der skal kunne give et klart billede af hændelsen.

Tilsyneladende havde lufthavnen fulgt de rette procedurer ved at udsende et såkaldt NOTAM (Note to Airmen, red.) til flyselskaber og flyvelederkontrol med oplysninger om, at banen var lukket i det nævnte tidspunkt på grund af reparationsarbejder.

FAA har udsendt en kort erklæring om hændelsen, hvori det hedder, at flyveledelsen gav flyets piloter instrukser til at lande på den lukkede bane 26L. I erklæringen understreger FAA dog, at der ved landingen ikke var arbejdere eller udstyr på landingsbanen. Dette er i modstrid med de øjenvidneberetninger, der er gengivet i pressen.

Flyets piloter synes at være uden ansvar for hændelsen. Instrukser fra indflyvningskontrollen og tårnkontrollen vil til enhver tid have forrang for en eventuel NOTAM-instruks.