Krisepsykolog og pilot Kathrine Marie Elmer (Foto: Privatfoto)

Pilot: Nye cockpit-regler er falsk tryghed

Psykolog og pilot Kathrine Marie Elmer kalder de nye cockpit-regler for en “hovsa-løsning“ og et “stewardesseplaster“. Der er ifølge den erfarne pilots opfattelse tale om falsk tryghed.

Søndag eftermiddag havde Ekstra Bladets læsere mulighed for at chatte med pilot og psykolog Kathrine Marie Elmer ovenpå de tragiske begivenheder, der førte til ulykken med Germanwings flight 9525, der kostede 150 mennesker livet.

Mange af spørgsmålene til Kathrine Marie Elmer drejede sig om de nye cockpit-regler, som en række flyselskaber har indført i kølvandet på Germanwings-ulykken. De nye regler går kort fortalt ud på, at der altid skal befinde sig to besætningsmedlemmer i cockpittet, hvis en af piloterne forlader cockpittet for eksempelvis at gå på toilet.

Kathrine Marie Elmer mener ikke, at der skal lovgives på området, hvad angår antallet af besætningsmedlemmer i cockpittet.

“Jeg tænker umiddelbart ikke, at der er behov for en regel om, at der skal være to i cockpittet. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi alle har tillid til piloterne,“ skriver Kathrine Marie Elmer i chatten på ekstrabladet.dk.

Derimod efterlyser den danske pilot et eftersyn af de lovmæssige krav, som følger et flycertifikat.

“Vores primære opgave er at tilsikre, at alle piloter lever op til nogle krav som opretholder flyvesikkerheden. Derfor er det vigtigt, at man fremadrettet både ser på de fysiske som de psykiske krav.“

Falsk tryghed
Kathrine Marie Elmer lægger ikke skjul på, at hun finder “2 i cockpit“ reglen unødvendig. Det er i stedet vigtigere, at man kan stole på de piloter, der sidder i cockpittet.

“Det er falsk tryghed – vi kan kalde det et ‘stewardesseplaster’. Jeg synes, at den nye ‘2 i cockpit regel’ er en hovsa-løsning. Vi skal i stedet se nærmere på, hvem vi giver tilladelse til at sidde i cockpittet.“

Alle piloter skal gennem en årlig lægeundersøgelse for at kunne fastholde deres flycertifikat, og den danske pilot frygter, at ikke alle er lige ærlige omkring deres psykiske tilstand, da de kan være bange for at miste certifikatet.

Ifølge Kathrine Marie Elmer er der ikke i Europa regler for mental screening af piloter. Det årlige lægebesøg omhandler kun den fysiske tilstand.

Erfaren pilot
Kathrine Marie Elmer har været pilot siden 1999, hvor hun startede karrieren som styrmand i små Beechcraft King Air 200-fly for Aviation Assistance i Afghanistan og Pakistan.

Siden foråret 2013 har Kathrine Marie Elmer været kaptajn på Jet Times ATR72-fly, der blandt andet flyver for SAS. Før den tid har der været en række jobs som styrmand hos schweiziske PrivatAir (Boeing Business Jet), Jet Time (Boeing 737), Sterling Airways (Boeing 737), Danish Air Transport (ATR72) samt Cimber Air (ATR42/72).

Danske Flyvejournalister hædrede i 2003 Kathrine Marie Elmer med Ellehammerprisen, der uddeles til en person, der har fortsat Jacob Chr. Ellehammers pionerarbejde til gavn for flyvningens udvikling eller sikkerhed.

Siden 2010 har Kathrine Marie Elmer udover sit arbejde i cockpittet drevet virksomheden KENOX, der er et psykologcenter i kombination med Flyvepsykologisk Klinik. Herudover er hun også tilknyttet psykolog ved Forsvarets Rekruttering.