(Foto: Air France)

Pilotstrejke hos Air France er slut

Efter 14 dages strejke har piloterne i Air France besluttet at vende tilbage til arbejdet, men alligevel vil otte ud 10 afgange på ruten mellem København og Paris være aflyst i dag.

Situationen er på vej til at blive normaliseret i Air France efter en 14 dages strejke blandt selskabets piloter. En strejke, der har kostet det franske flyselskab over 2 mia. kroner.

Det var den største fagforening SNPL, der søndag valgte at afbryde konflikten, da man ikke mente, at det var muligt at opnå et resultat ved at fortsætte strejken.

Der vil dog fortsat forekomme aflyste flyvninger i løbet af mandagen. Således er fire ud af fem flyafgange mellem København og Paris aflyst i dag. Det er blot afgangen kl. 09.55, der vil blive gennemført. Den modsatte vej flyver Air France fra Paris kl. 07.15, mens de resterende fire afgange er annulleret.

“Vores trafikprogram vil blive genoptaget successivt i løbet af de kommende to dage (30. september og 1. oktober, red.) på grund af juridiske og operationelle forhold,“ hedder det i en meddelelse fra flyselskabet.

Piloterne blev tabere
Konflikten mellem piloterne og Air France opstod som følge af planerne om at udvide aktiviteterne i datterselskabet Transavia France. Piloterne frygtede, at overflytning af aktiviteter til lavprisflyselskabet ville undergrave ansættelsesforholdene.

Efter strejken blev aflyst tidligt søndag morgen, bekræftede Air France, at flyselskabet stadig vil sætte fart på udviklingen af Transavia France, da det vil være vitalt for selskabets konkurrenceevne i forhold til lavprisflyselskaberne i Europa.

Trods piloternes kamp for at Transavia-piloter skal have samme løn som piloterne i Air France, fortsætter den afstukne kurs for det franske flyselskab, der i stedet er blevet mere end 2 mia. kroner fattigere efter konflikten.

Det er dog for tidligt at sige, hvorvidt konflikten er endegyldigt slut. Piloternes fagforening og Air France forhandlede i 15 timer i træk i lørdags uden at nå et forhandlingsresultat. Konflikten sluttede derfor med piloterne som tabere, hvilket ikke lover godt for det fremtidige samarbejdsklima i det franske flyselskab.

Air France har gennem hele konflikten fastholdt, at udviklingen af aktiviteterne i Transavia France med en fordobling af passagertallet til 20 mio. årligt, vil skabe 1.000 nye jobs i Frankrig, heraf 250 pilotstillinger.