Simon McNamara fra European Regional Airlines Association.

”Politikere ser luftfart som noget negativt”

Luftfart bliver fra politisk hold i Europa i stigende grad set skævt til, pointerer direktøren for en sammenslutning af næsten 200 luftfartsvirksomheder.

Nøgternt set, så er kommerciel luftfart kollektiv trafik ligesom tog- og bustransport er det. Lufttrafikken har dog ikke samme ”goodwill” og politikernes syn på luftfart bliver i disse år mere og mere kritisk. Det mener Simon McNamara, der er direktør for European Regional Airline Association (ERA).

”Politikerne ser i stigende grad luftfart som noget negativt, primært på grund af forureningsdelen,” fastslog Simon McNamara, da han mandag var hovedtaler ved konferencen ”Luftfarten og udkanten” på Christiansborg.

På tværs af landene
McNamara roste den danske regering for at lave den luftfartsstrategi, som regeringen netop nu arbejder på at lægge sidste hånd på. Han håbede at andre europæiske lande ville lade sig inspirere af Danmark. Og så pegede han på, at der også er brug for en strategi på tværs af landene.

”Der er brug for et bedre politisk landkort for luftfarten i EU. Luftfarten får ikke den politiske opmærksomhed den behøver,” pointerede Simon McNamara.

European Regional Airline Association repræsenterer 54 flyselskaber og omkring 140 andre servicevirksomheder indenfor luftfarten. Det er blandt andet en del lufthavne og flyværksteder.

Europæisk luftfart er i dag delt op på den måde, at fem store luftfartsselskaber og luftfartsgrupper står for 55 procent af passagertrafikken. Det er Ryanair, easyJet, Air France-KLM, Lufthansa Gruppen og International Airlines Group. 166 andre ”mindre fisk” står for de resterende 45 procent af passagertrafikken hos europæiske flyselskaber.

Ifølge Simon McNamara, så er der i mange politikeres ”mindset” kun to kategorier af luftfartsselskaber. Lavprisselskaber og de traditionelle netværksselskaber.

”Her er det vigtigt vi fortæller dem, at der også findes andre aktører. For eksempel alle de mindre regionale flyselskaber, som blandt andet servicerer udkanterne af Europa,” understregede Simon McNamara.

Føler samhørighed
I dag og i morgen samles medlemmerne af European Regional Airline Association til årsmøde i København.

SAS meldte sig tidligere i år under fanerne hos ERA. Helt konkret er det divisionen SAS External Production, der tilsyneladende føler en samhørighed med de regionale flyselskaber. Årsagen til interessen for at blive forenet med de regionale flyselskaber skal findes i det faktum, at SAS External Production indlejer kapacitet fra selskaber som CityJet og Flybe, der begge er medlemmer af organisationen.

“Vi mener, at det er vigtigt for SAS at være medlem af ERA. De fleste af vores strategiske partnere på wetlease er medlemmer af denne organisation. Regionale flyselskaber er vigtige for luftfartsindustrien og for SAS. Derfor er det vigtigt, at vi er repræsenteret samme sted som vores partnere,” sagde Mikael Wångdahl, der er direktør for SAS External Production, i februar til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

København bliver centrum for to luftfartskonferencer

SAS slutter sig til de regionale flyselskaber

Aarhus melder sig under de regionale faner

Europa-Parlamentet vedtager betænkning for europæisk luftfart

Nye skrappe kav til CO2-udledning