Premiere i Aarhus på nyt anflyvningssystem

Aarhus Lufthavn tager som den første civile lufthavn i Danmark et nyt satellitbaseret navigationssystem i brug. Det er den 137. lufthavn i Europa, der får indført den nye teknologi.

Aarhus Lufthavn har svært ved at følge med konkurrenterne på det kommercielle område, hvor lufthavnene i Billund og Aalborg har vokseværk, mens Aarhus Lufthavn mister passagerer.

Men i dag er der grund til at kippe med flaget i Aarhus Lufthavn. Nu er det nemlig blevet muligt at anflyve lufthavnen med et nyt satellitbaseret navigationssystem, der er bygget op omkring det fælleseuropæiske EGNOS (European Geostationary Naviagation Overlay System), der er mere præcist end det amerikanske GPS (Global Positioning System).

Det har sin klare fordel, når vejret byder på tåge, sne og lavthængende skyer, hvor der ofte kan være risiko for omdirigering til alternative lufthavne. EGNOS-systemet tilbyder en præcision ned til én meter, mens GPS-systemet har en præcision på omkring tre meter.

Aarhus Lufthavn er den første civile lufthavn i Danmark til at indføre det nye system og bliver samtidig lufthavn nr. 137 i Europa til at tage EGNOS-systemet i brug. Det er primært lufthavne i Schweiz, Tyskland, Frankrig og Italien, der har taget den nye teknologi brug.

Dermed kommer Aarhus Lufthavn i selskab med lufthavnene i Frankfurt, München, Hamborg, Rom (Fiumicino) og Milano (Linate), der er nogle af Europas største lufthavne.

Billigere end ILS-systemer
Selve systemet betyder, at civile fly kan lande kan lande præcist og sikkert, selv under det mest vanskelige forhold med meget ringe sigtbarhed. Hidtil har de såkaldt ILS-systemer varetager denne opgave.

“Når teknologien har vundet indpas hos de europæiske luftfartsselskaber og flere trafikfly dermed bliver i stand til at udnytte EGNOS, vil Aarhus Lufthavn kunne spare investeringer i og drift af de dyre, jordbaserede ILS-navigationsanlæg i selv lufthavnen, som i dag anvendes, når fly eksempelvis skal lande i tæt tåge,“ forklarer administrerende direktør Peter Høgsberg fra Aarhus Lufthavn.

Hver dag lander i gennemsnit 16 trafikfly i Aarhus Lufthavn primært fra SAS, Sun-Air og Ryanair.Den nye anflyvningsprocedure i Aarhus Lufthavn er blevet til i samarbejde mellem Helios, ESSP (European Satellites Services Provider), Flyvevåbnet og flyveledertjenesten Naviair.