Primera Air åbner selskab i Letland

Danske Primera Air får søsterselskab i Letland. Manøvren er nødvendig for at kunne konkurrere på det europæiske marked, fastslår selskabets direktør.

Konkurrencen mellem flyselskaber i Europa om at få lov til at flyve seriecharter og wet lease-operationer for andre flyselskaber, er så hård, at det er nødvendigt at etablere sig der, hvor omkostningsniveauet er lavest, hvis man vil have en bid af kagen.

Det mener man hos den islandske rejsekoncern Primera Travel Group, der står bag det danske charterflyselskab Primera Air Scandinavia. Derfor etablerer koncernen nu et søsterselskab til Primera Air Scandinavia i Riga i Letland.

Det nye selskab får navnet Primera Air Nordic og skal primært operere på de europæiske markeder uden for Skandinavien. Markeder hvor man ofte er oppe imod selskaber fra Letland og de andre to baltiske lande. De baltiske selskab kan ofte underbyde Primera Air i kampen om attraktive kontrakter. Og det vil man gerne lave om på med etableringen af det nye selskab.

”Omkostningerne ved at drive flyselskab er for høje i Danmark og Sverige, hvis man vil konkurrere i Europa,” fastslår Hrafn Thorgeirsson, der i dag er direktør for Primera Air Scandinavia. Han bliver fremover direktør for begge flyselskaber.

Det nye selskab får et enkelt af Primera Air Scandinavias otte Boeing 737-800 fly. Et fly, som i dag flyver på en langtidskontrakt ud af Paris. En af den slags kontrakter, som Primera håber på at få flere af med det nye lettiske selskab.

Ingen udflagning
Hrafn Thorgeirsson forsikrer, at der ikke bliver tale om udflagning af hele den danske flyflåde eller danske arbejdspladser.

”Vi vil fortsat have en dansk driftstilladelse og være tilstede på det danske marked. Manøvren kommer ikke til at koste danske arbejdspladser,” understreger Hrafn Thorgeirsson.

Tilgengæld vil der blive flyttet omkring 10-15 arbejdspladser fra Island til Letland. Primera Air Scanadinavias operation bliver i dag styret fra et såkaldt Operations Control Center i Island. Det center samt styring af bemandingen vil allerede i år blive rykket til Letland. Herfra skal man betjene både Primera Air Scandinavia og Primera Air Nordics operationer.

Primera har planer om at anskaffe et niende fly inden for kort tid. Det vil også blive placeret i det nye lettiske selskab og operere ud af Paris. Hrafn Thorgeirsson så gerne, at de to flyselskaber på sigt fik tilsammen 12-15 Boeing 737-800 fly for at opnå den største grad af stordriftsfordele.