Primera Air - Boeing 737-800.

Primera Air øger på rutemarkedet

Charter- og lavprisflyselskabet Primera Air åbner to nye ruter fra Stockholm og varsler ruteekspansion i hele Norden i 2017.

Flyselskabet Primera Air er en del af islandskejede Primera Travel Group, der i dag har hovedkontor i København. Selskabet har hidtil været kendt for at udføre charterflyvninger for gruppens egne rejsearrangører, men selskabet er i de senere år gået i en anden strategisk retning, hvor selskabet i stigende grad optræder som ruteflyselskab.

Den strategi synes at fortsætte i 2017 med uformindsket styrke. Fra sommeren 2017 udvider Primera Air med to nye ruter fra Arlanda-lufthavnen ved Stockholm, og destinationerne er Milano-Malpensa og Rom-Fiumicino med tre ugentlige afgange hver.

“Skandinavien er vores hjemmemarked, og vi vil gerne tilbyde vores passagerer flere muligheder, uanset om det er ferie- eller forretningsrejser. Disse to nye destinationer i Italien er meget efterspurgte, og vores ruteplan og de billige priser vil efterkomme efterspørgslen på markedet,” siger Anastasija Visnakova, der er vicedirektør for salg og marketing hos Primera Air.

Med de to Primera Air-ruter får Stockholm-Arlanda endnu et lavprisflyselskab i lufthavnens potefølje, der i forvejen omfatter Norwegian, easyJet, Transavia, Vueling, Monarch Airlines samt rumænske Blue Air.

Nordisk Primera-vækst i 2017
Med over en million passagerer om året samt 70 destinationer opereret med blot otte Boeing 737-fly, har Primera Air mod på mere. Derfor er der forventning om yderligere vækst i hele det nordiske marked næste år.

“Næste sommer har vi planer om at udvide vores markedsandel og tilstedeværelse på det svenske marked og i de nordiske lande generelt. Med vores planlagte flådeudvidelse vil vi være i stand til at tilbyde mange flere spændende destinationer i hele Europa. Vores lave priser gør det lettere for alle at få råd til at flyve,” forklarer Anastasija Visnakova.

Primera Air indgår i Primera Travel Group, der består af større rejsearrangører i Sverige (Solresor), Danmark (Bravo Tours), Norge (Solia og Norway Tours), Finland (Matkavekka/Lomamatkat) samt Island (Terra Nova, Iceland Tours og Heimsferdir). Koncernen er en blanding af charter- og rutefly for rejsearrangører, mindre rejsebureauer og private.

Primera Air råder i dag over seks Boeing 737-800 samt to Boeing 737-700, som benyttes til såvel rute- som chartertrafik.

 

Relaterede artikler:

Primera Air lancerer ny hjemmeside og nye produkter

Primera Air: To nye fly på vej

Primera Air udvider rute-tilbud

Fælles nordisk front mod Primera Air

Fem nye sommerruter fra Billund Lufthavn