Qatar Airways etablerer datterselskab

Al Maha Airways er navnet på et nyt flyselskab med hovedsæde i Jeddah i Saudi Arabien. Selskabet er ejet af Qatar Airways, og der søges i øjeblikket kabinepersonale til selskabet, der skal betjene “det nye Arabien“.

Vækststrategierne hos de tre store flyselskaber i Mellemøsten er vidt forskellige. Abu-Dhabi baserede Etihad Airways satser på opkøb og strategiske partnerskaber, mens Emirates fra Dubai udelukkende fokuserer på organisk vækst.

Qatar Airways vælger nu en helt tredje løsning. I december måned vil Doha-flyselskabet åbne et datterselskab i nabolandet Saudi Arabien. Flyselskabet får navnet Al Maha Airways og vil få base i havnebyen Jeddah, der ligger i den vestlige del af landet ud til Det Røde Hav.

Al Maha Airways har været længe undervejs, da det har været nødvendigt at få de operative tilladelser på plads først. Rekrutteringen af medarbejdere startede sidst på foråret, og lige nu er Qatar Airways i gang med at ansætte kabinepersonale til det nye datterselskab..

Starter med otte fly
I første omgang vil Al Maha Airways basere otte Airbus A320-fly i King Abdulaziz International Airport i Jeddah. Men planerne er, at der på sigt kan blive beskæftiget op imod 50 fly i det nye selskab.

Det bliver angiveligt heller ikke et problem at sikre fly til det nye selskab. Qatar Airways er klar til at sende, hvad der er nødvendig til det nye datterselskabs base i Jeddah. I dag har Qatar Airways 32 fly af typen Airbus A320-200 og 80 nye A320neo er allerede bestilt hos den europæiske flyproducent. Samlet har Qatar Airways i dag en flåde på 134 fly, mens hele 350 fly er i ordre.

Det nye selskab præsenterer sig i jobopslag med følgende beskrivelse:

“Al Maha Airways er et moderne flyselskab, hvis formål er at betjene ‘Det nye Arabien’. Vi er progressive og stolte af at være saudiarabiske. I hjertet af dette næstegenerations flyselskab vil vi fokusere på excellent service og således omdefinere ombord-oplevelsen for vores kunder gennem en engagerende rejseoplevelse.“

Hvad det så mere konkret kommer til at betyde, har Qatar Airways indtil videre ikke løftet sløret for.