Qatar Airways underskriver aftale med Meridiana (Foto: Qatar Airways)

Qatar Airways køber sig ind i italiensk flyselskab

Qatar Airways har købt 49 procent af aktiekapitalen i Meridiana, der er Italiens næststørste flyselskab. Konkurrenten Etihad Airways har samme ejerandel i Alitalia.

Qatar Airways har haft den store tegnebog oppe i forbindelse med dette års Farnborough Air Show. Det er her, der bliver indgået aftaler om køb af nye fly fra de store flyproducenter, men Qatar-flyselskabet har været særligt aktive omkring opkøb af aktieposter i andre flyselskaber.

I sidste uge kom det frem, at Qatar Airways havde købt 10 procent af aktierne i det sydamerikanske LATAM Airlines gennem en kapitaludvidelse, og senere på ugen skrev det  Doha-baserede selskab under på en aftale med Alisarda, der er moderselskab for det italienske flyselskab Meridiana. Aftalen betyder, at Qatar Airways overtager 49 procent af aktierne i Meridiana,  når nogle særlige betingelser er blevet opfyldt.

“Qatar Airways fortsætter med at udvide forretningsmulighederne over hele verden, hvilket øger rejsemulighederne for vores passagerer, mens vi også styrker vores investeringsportefølje,” siger Qatar Airways´koncernchef Akbar Al Baker i en pressemeddelelse.

Sardinien-selskab med ældre fly
Meridiana er det næststørste flyselskab i Italien med et omfattende nationalt og europæisk netværk, der forbinder de største italienske byer med Sardinien og skaber konnektivtiet med hubs i Europa samt i USA og Afrika. Meridianas flåde består af 11 Boeing 737-fly,  fire 767´ere samt otte ældre MD80-fly. Samlet har flåden en gennemsnitsalder på 21 år, hvorfor Qatar Airways formentlig har et større arbejde foran sig med et flådefornyelsesprogram.

Det italienske flyselskab, der har hovedbase i Olbia på Sardinien, transporterer årligt flere end tre mio. passagerer. Selskabet forbinder de største italienske lufthavne med Sardinien, Sicilien og Napoli samt med rejser til De Kanariske Øer, Balearerne, Grækenland og Det Røde Hav i Egypten. Meridiana benytter Boeing 767-flyene på langdistanceruterne fra Napoli og Palermo til New York samt til Maldiverne, Mauritius, Kenya, Zanzibar, Mexico, De Kapverdiske Øer, Santo Domingo, Cuba og Brasilien, primært fra Milano-Milpensa og Rom-Fiumicino.

Investeringen i Meridiana var den anden europæiske investering fra Qatar Airways. I forvejen ejer Qatar-selskabet 15 procent af aktierne i International Airlines Group, der er moderselskab for British Airways, Aer Lingus, Iberia og Vueling. EU-regler forhindrer selskaber uden for EU at kunne tage en ejerandel, der er større end 49 procent.

Qatar Airways-konkurrenten Etihad Airways købte 49 procent af aktiekapitalen i Alitalia med virkning fra den 1. januar 2015. Alitalita er Italiens største flyselskab med 22 mio. årlige passagerer.

 

Relaterede artikler:

Qatar Airways køber 10 procent af Oneworld-selskab

Qatar Airways tager endnu en bid af IAG

Qatar Airways på vej ind i italiensk selskab

Qatar Airways åben for alliancer og opkøb