Rejsemand ny direktør i HCA Airport

Den nye mand i spidsen for HCA Airport nær Odense ønsker sig en rute til en europæisk storby og har erfaring fra luftfarts- og charterbranchen.

Bestyrelsen for Hans Christian Andersen Airport nordvest for Odense har ansat den 51-årige Hans Okholm Vejrup som ny direktør. Han kommer med flere års erfaring fra rejse- og luftfartsbranchen og fra stillinger som direktør i det private erhvervsliv. Senest har han fungeret som konsulent for det færøske luftfartsselskab Atlantic Airways, ligesom han tidligere har været direktør i Atlantis Rejser og for Udland hos FolkeFerie.dk samt projektdirektør hos Apollo Travel Group.

Hans Okholm Vejrup tiltræder direktørstillingen den 1. august 2017, og han ser frem til at komme i gang med at implementere lufthavnens strategi.

”Jeg glæder mig til at påbegynde det spændende arbejde med især at udvikle chartertrafikken og tiltrække rutetrafik til lufthavnen. En fast rute til en europæisk storby står højt på ønskelisten, og første skridt bliver derfor at tage kontakt til relevante rejseselskaber og fortælle om de mange muligheder, der er i HCA Airport. Derudover glæder jeg mig til at gøre HCA Airport til en aktiv samarbejdspartner for det lokale erhvervsliv,” siger Hans Okholm Vejrup.

Han har de seneste ni år arbejdet med såkaldte turnaround-processer i en række forskellige virksomheder og forladt dem igen efter mindre end to år, når processerne har været afsluttet. Han kommer dog ikke til Odense for at “vende lufthavnen rundt” og forlade den igen efter kort tid.

“Det er bestemt ikke planen. Det er tiltænkt et længere forløb,” siger Hans Okholm Vejrup til CHECK-IN.dk.

Implementere tre strategiben
Hos lufthavnens bestyrelsesformand, Stefan Birkebjerg Andersen, er der stor tilfredshed med ansættelsen af den nye lufthavnsdirektør.

”Tidligere på året blev det bestemt, at HCA Airport skal være hjemsted for både almindelig flytrafik og droner. Nu har vi så fået en ny lufthavnsdirektør, som skal fortsætte arbejdet med at implementere de tre strategiben, der er opstillet for lufthavnen, nemlig chartertrafik, ruteflyvninger og droneaktivitet. Disse skal til sammen være med til at skabe vækst i HCA Airport,” siger Stefan Birkebjerg Andersen, der også er stadsdirektør i Odense Kommune.

Dedikeret luftrum til droner
HCA Airport er et fælleskommunalt samarbejde mellem Odense Kommune og Nordfyns Kommune. Lufthavnen havde i 2016 flere end 23.000 passagerer, der blandt andet kommer fra charterflyvning med Apollo, Spies og Gislev Rejser og desuden private flyvninger. I 2017 er fokus på at konsolidere den vækst, lufthavnen oplevede i 2016.

I begyndelsen af maj blev det offentliggjort, at HCA Airport, med åbningen af Danmarks Dronecenter, skal være hjemsted for både den almindelige flytrafik og droner. Den almindelige flytrafik fortsætter uændret i lufthavnen, samtidig med at UAS Denmark – Danmarks Dronecenter har fået et dedikeret luftrum til testflyvninger med droner i luftrummet over HCA Airport.

 

Relaterede artikler:

HCA Airport i dialog med ruteflyselskab

HCA Airport søger igen direktør

Gislev trodser drone-planer for HCA og opjusterer

Lukningstruet lufthavn i fremgang

 

 

x

Læs Også

Officielt: Billund får Boeing 737 MAX-rute i 2018

I begyndelsen af maj næste år vil Icelandair indsætte helt splinternye Boeing 737 MAX-fly på ruten fra Reykjavik til Billund.

Fratrædende pilot leder SAS-forhandlinger

Forhandlingsleder Jens Lippestad, der er på vej til at bringe de norske SAS-piloter i konflikt, forlader angiveligt SAS i løbet af få måneder.

SAS raser over CPH’s rute-kannibalisme

Københavns Lufthavn giver fortsat rabat til nye ruter til lufthavne i byer, som i forvejen har CPH-ruter fra andre lufthavne. Det er ren kannibalisme, pointerer SAS.

CPH: Selskaber bør hæve USA-priser

Københavns Lufthavn så gerne at de selskaber, der flyver til USA, satte priserne op, og ser ikke megen plads til flere USA-selskaber i CPH.

CPH vil give rabat til nye sæsonruter

Københavns Lufthavn har ændret sin rabatmodel, så flyselskaber nu kan få rabat på lufthavnsafgifterne i CPH, når de åbner sæsonruter.

SAS og piloter i krig på ord og tal

De norske SAS-piloter hævder, at de ikke har fået samme aftaletilbud som deres danske og svenske kolleger. Men det er ikke sandt, siger SAS.