Norwegian og SAS side om side i Aalborg Lufthavn.

Rekordhøj belægning hos SAS og Norwegian

Både SAS og Norwegian var dygtige til at fylde flyene i september måned, men begge selskaber melder om et fald i enhedsindtægterne på op imod otte procent.

Efter de store sommermåneder, hvor Norwegian – målt på antallet af passagerer – overhalede SAS indenom, var SAS atter størst i september måned. Det varer dog ikke ved, da nettotilgangen af nye fly i de kommende år hos Norwegian vil være større end hos SAS.

I september fløj 2.778.805 passagerer med Norwegian på selskabets rute- og charterflyvninger, mens SAS havde 2.830.000 om bord på selskabets fly. Hos SAS kunne man glæde sig over den bedste solgte kapacitet i en september måned i selskabets 70 årige historie. Belægningen hos SAS var på hele 79,3 procent inklusive chartertrafikken, mens Norwegian landede på 87,6 procent.

Med 343.566 flere passagerer i flyene i forhold til samme måned sidste år, kunne Norwegian registrere en fremgang på 14 procent, mens passagerfremgangen på 3,8 procent hos SAS var mere behersket. Norwegian øgede antallet af udbudte passagersædekilometer med 19 procent, mens salget sluttede 21 procent højere, hvilket også skabet en fremgang i belægningen.

”Vi er godt tilfredse med, at passagerudviklingen fortsætter med god belægning i alle markeder. Derudover er vi specielt tilfredse med, at stadig flere rejsende vælger Norwegian mellem USA og Europa og Europa og Asien”, siger koncernchef Bjørn Kjos.

Yield-fald hos begge selskaber
En ting er passagervækst. En anden ting er billetindtægter. Her kan begge skandinaviske flyselskaber konstatere, at indtjeningen er under pres. Den udbudte sædekapacitet på det skandinaviske marked vokser fortsat, hvilket sammen med de relativt lave brændstofpriser har presset indtjeningen mere end forventet hos SAS. Begge selskaber melder om yield-fald på otte procent i september måned.

Hos SAS rapporterer man om god efterspørgsel i langdistancetrafikken, på indenrigsruterne samt på de europæiske ruter for fritidsrejsende. Dermed halter det tilsyneladende en smule for de europæiske forretningsruter samt de intraskandinaviske ruter.

“Trafikken på de europæiske og intraskandinaviske ruter faldt med to procent primært som følge af reduceret kapacitet til og fra Norge. På indenrigsruterne blev kapaciteten reduceret med 0,9 procent, men trafikken steg med 5,7 procent som følge af en god udvikling i alle tre skandinaviske indenrigsmarkeder,” hedder det i en meddelelse fra SAS.

I det kommende 2016/17 regnskabsår forventer SAS også at øge den udbudte kapacitet, men på et lavere niveau end i 2015/16. Eftervirkningerne af den markante satsning på langdistanceruterne, vil sammen med den resultaterne af den øgede indsats på fritidsruterne også slå igennem i det nye regnskabsår, der indledes den 1. november. Endelig vil SAS fra oktober måned indlede indfasningen af ny A320neo-fly, hvilket også vil øge antallet af udbudte sæder, da de nye A320-fly har plads til 174 passagerer mod 168 i de nuværende fly af samme type.

 

Relaterede artikler:

Analytiker: SAS får svært ved at undgå prispres

SAS og Finnair med fyldte fly

Første måned med udbytte af SAS-langrutevækst

Godt fyldte langrutefly hos Norwegian

Knap 3 mio. Norwegian-passagerer i juli