Tablet og andet større elektronisk udstyr er forbud på Emirates-flyvninger fra Dubai til USA. (Foto: Emirates)

Resumé – ugen i luftfartsbranchen

Elektronikforbuddet fra lufthavnene i Mellemøsten trak overskrifter, mens SAS valgte et estisk-polsk flyselskab som erstatning for Jet Time på ATR72-flyvningerne.

Vi er på vej ud af uge 12, der samtidig er den sidste uge i flyselskabernes vintertrafikprogram. Søndag den 26. marts sættes uret en time frem, og vi tagre hul på en sommer og et trafikprogram, hvor der er hele 25 nye ruter fra samlet fire danske lufthavne.

Den forløbne uge var i høj grad præget af det elektronikforbud som først USA og sidenhen Storbritannien indførte. Det betyder, at 15.000 passagerer dagligt ikke kan have deres computere og tablets med ombord på fly, der afgår fra 10 lufthavne i Mellemøsten og Afrika til lufthavne i USA, mens passagerer fra seks lande i Mellemøsten ikke kan have tilsvarende udstyr med på flyvninger til Storbritannien.

Elektronikforbuddet tog rejseforsikringsselskaberne på sengen, idet de nuværende bagageforsikringer ikke dækker elektronisk udstyr, hvis det er anbragt i den indcheckede bagage. Mens Europæiske Rejseforsikring overvejer, hvordan man skal forholde sig, var safeAway Rejseforsikring hurtige og kunne allerede i onsdags tilbyde en lempelse af forsikringsbetingelserne. Forbuddet har endnu ikke bredt sig til Danmark, og Politiets Efterretningstjeneste følger løbende udviklingen.

Efter at Jet Time for fire måneder siden meddelte SAS, at man ikke kunne fortsætte kontraktflyvningerne med ATR72-flyene, har SAS været på udkig efter en ny leverandør. En række europæiske flyselskaber bød ind på at operere fire ATR72-600 fly fra basen i Københavns Lufthavn, og det blev det estisk-polske flyselskab Regional Jet OÜ, der løb med opgaven, efter at flere andre flyselskaber havde trukket sig i slutfasen som følge af ugunstige vilkår for kontrakten.

Misforstået Ryanair-modstand
I Finland har Finnair slået stort brød op med en omfattende udvidelse på langdistanceruterne. Det kniber dog med at følge med i forhold til at få uddannet nye piloter til A350-900 flyene, og derfor har det finske flyselskab været nødsaget til at leje piloter ind fra et vikarbureau til at betjene selskabets A330-fly, ligesom Finnair midlertidigt må lukke ruten fra Helsinki til Miami, på samme måde som ruten til Chongqing i Kina også er lukket ned i øjeblikket som følge af den akutte pilotmangel.

Hos Ryanair mangler man tilsyneladende ikke piloter. Her fortsætter ekspansionen, og den annoncerede rute fra London-Stansted til Aalborg har skabt uro i Aalborg Kommune, der ejer 65 procent af Aalborg Lufthavn. Kommunen har tidligere meldt ud, at der er et forbud mod, at kommunens ansatte samt byrådsmedlemmer benytter Ryanair på tjenesterejser, men i denne uge hævdede den nordjyske kommune, at det var en misforståelse på baggrund af en næsten to år gammel artikel fra Fagbladet 3F. Til gengæld bakker erhvervslivet i Nordjylland op om Ryanair og den nye rute, hvilket den socialdemokratiske borgmester har fået at vide gennem en offentlig kritik.

Norwegian fortsætter den ekspansive vækststrategi på markederne i Storbritannien, Irland og Spanien, men nu har IAG fået nok. Den britisk-spanske luftfartskoncern har etableret et nyt brand kaldet Level, der med nye A330-langdistancefly skal i direkte konkurrence med Norwegian på ruter fra Barcelona til Los Angeles og Oakland International Airport ved San Francisco. Level vil også sætte sig på en rute fra Barcelona til Buenos Aires i Argentina, før Norwegian kommer ind, mens Lufthansa-gruppens tyske “Norwegian-dræber” kaldet Eurowings nu vil etablere sig på den første lavprisrute fra Europa til Sydafrika, som det norske lavprisflyselskab også har et godt øje til.

Trods modstanden fra Level og Eurowings kan Norwegian i stedet glæde sig over at være udvalgt at den britiske stat til at levere flyrejser til de 300.000 ansatte under den særlige Crown Air Programme.

God weekend til alle læserne fra redaktionen på CHECK-IN.dk!