REWE bliver tredjestørst i Europa

Rejsedelen i den tyske REWE-Gruppe bliver den tredjestørste i Europa efter købet af Kuoni Travel og skandinaviske Apollo. Den årlige omsætning runder 50 mia. kroner, og antallet af gæster vil nå op på 7,7 millioner.

Den tyske handels- og rejsekoncern REWE kunne tidligere på ugen meddele, at man var nået til enighed om at overtage turoperatør-aktiviteterne i Kuoni Travel, der blandt andet omfatter Apollo i Skandinavien.

REWE-Gruppen, der har hovedsæde i Køln, kunne dermed lægge to mia. euro og 1,5 mio. årlige gæster til sine egne aktiviteter inden for rejser og turisme. Samlet bliver DER Touristik, som omfatter alle rejseaktiviteterne i REWE-Gruppen, en mastodont med en omsætning på syv mia. euro (53 mia. danske kroner) og 7,7 mio. rejsende årligt.

Dermed bliver DER Touristik den tredjestørste rejsearrangør i Europa, kun overgået af Thomas Cook og TUI. DER Touristik bliver en betydelig spiller i kernemarkederne Tyskland, Schweiz, Østrig, Storbritannien og Skandinavien sammen med Tjekkiet, Polen, Slovakiet og Ungarn.

Koncernens rejseseslskaber er samlet under DER Touristik og omfatter rejsearrangørerne ITS, Jahn Reisen, Travelix, Derttour, Meier´s Weltreisen, Clevertours.com, ADAC Reisen samt erhvervsrejsebureauet FCM Travel Solutions. Heruodver har koncernen i forvejen 2.100 rejsebureauer og hotelkæderne Iti Hotels, Club Calimera samt PrimaSol Hotels.

Købet af turoperatør-delen i Kuoni Travel er blot den anden akkvisition uden for Tyskland. I 2013 købte DER Touristik Prag-baserede Exim Holding, der er markedsledende i Tjekkiet og aktiv i Polen, Ungarn og Slovakiet.

“Kuoni og DER Touristik står for høj kvalitet og enestående rejserådgivning. Hver kunde får tilbudt en skræddersyet rejse af optimal kvalitet i alle vores distributionskanaler, hvilket er vores særlige styrke. Ved at samle vores kræfter vil vores gæster og vores partnere i 179 lande få gavn af dette. Dette er et vigtigt bidrag til vores bæredygtige og profitable vækst,“ siger Sören Hartmann, der er koncernchef i DER Touristik.

TUI er verdens største
Selvom REWE-Gruppen med DER Touristiks køb af turoperatør-aktiviteterne i Kuoni Travel har indikeret, at koncernen fremover vil spille en førende rolle i det europæiske rejsemarked, er der stadig lang vej op til de to dominerende europæiske giganter.

TUI Gruppen med hovedsæde i Hanover er stadig Europas og verdens største rejsevirksomhed. Koncernen beskæftiger 77.000 ansatte i 130 lande og omsatte i regnskabsåret 2013/14 for 18,7 mia. euro, eller godt 140 mia. kroner. TUI har årligt omkring 30 mio. rejsende.

Herudover har koncernen seks flyselskaber med i alt 130 fly samt hoteller med en samlet kapacitet på 210.000 senge. De største varemærker i TUI Gruppen er Thomson Holidays, First Choice, TUI Deutschland, 1-2-Fly samt Wolters Reisen. I Norden hedder varemærkerne Star Tour, Fritidsresor og Finnmatkat.

Britisk koncern er dominerende
I hælene på TUI, men i relativt behørig afstand, finder man britiske Thomas Cook Group med hovedsæde i London. Denne rejsekoncern omsætter årligt for 9,5 mia. britiske pund, hvilket svarer til 90 mia. danske kroner. Hos Thomas Cook rejser årligt 22 mio. kunder med de forskellige rejsearrangører i koncernen.

Thomas Cook har også fire egne flyselskabet med samlet 92 fly, heraf Thomas Cook Airlines Scandinavia, der alene beskæftiger 12 fly. I Norden opererer Thomas Cook under forskellige varemærker, I Norge og Sverige hedder rejsearrangørerne Ving, mens det er Spies i Danmark og Tjäreborg i Finland.

Nr. Navn Omsætning DKK Antal gæster
1. TUI Group 140 mia. 30,0mio.
2. Thomas Cook Group 90 mia. 22,0 mio.
3. REWE / DER Touristik 53 mia. 7,7 mio.

Kilde: Selskaberne