Norwegian-fly letter fra Billund Lufthavn (Foto: Billund Airport)

Ruteflyene trænger ind i chartermarkedet

Ruteflyselskaberne har igennem de senere år trængt sig ind på det marked, som charterarrangørerne traditionelt har dækket. I dag er det muligt at flyve med rutefly direkte fra Danmark til flere end 20 charterdestinationer.

Før i tiden var udkald til destinationer som Kreta, Rhodos, Mallorca og Gran Canaria noget der hørte hjemme i charterbranchen. Det er det ikke mere, idet ruteflyselskaberne stille og roligt har ædt sig ind på de traditionelle destinationer i chartermarkedet.

Fra Danmark er det således muligt at benytte rutefly til flere end 20 af de klassiske charterdestinationer inden for Europa. Det er især Norwegian, der har skabt denne udvikling. Det norske lavprisflyselskab flyver alene til 18 charterdestinationer fra København samt to fra Aalborg Lufthavn, viser en opgørelse udarbejdet af CHECK-IN.dk.

Dermed er Norwegian relativt alene om at udbyde de mange ruter for det fritidsrejsende publikum. Fra SAS er der kun konkurrence på ruterne fra København til Split, Las Palmas, Málaga og Mallorca.

Efter at Ryanair har gjort sin entré i Københavns Lufthavn, må Norwegian dog erkende, at konkurrencen til Málaga samt Tenerife i vinterhalvåret vil blive intensiveret. I Billund Lufthavn har man siden 2007 haft Ryanair som kunde i lufthavnen, og her vil Tenerife som vinterdestination samt Malta, Málaga og Mallorca om sommeren stadig være på rutekortet i tæt konkurrence med charterarrangørerne.

Tabel: Direkte rutefly fra danske lufthavne til europæiske charterdestinationer

Destination CPH BLL AAL
Bulgarien
Burgas DY
Cypern
Larnaca DY
Grækenland
Chania (Kreta) DY
Heraklion (Kreta) DY, A3
Korfu DY
Kos DY
Rhodos DY, A3
Santorini DY
Italien
Catania (Sicilien) DY
Olbia (Sardinien) DY
Kroatien
Split DY, SK
Malta
Malta DY FR
Portugal
Faro DY
Spanien
Ibiza DY
Las Palmas DY, SK
Málaga DY, SK, FR, VY FR DY
Palma de Mallorca DY, SK FR DY
Tenerife DY, FR FR
Tyrkiet
Alanya-Gazipasa SK
Antalya XQ
Izmir XQ

Note: DY= Norwegian, SK = SAS, FR = Ryanair, VY = Vueling, A3 = Aegean, XQ = SunExpress

Fra charterfly til rutefly
En af danskernes største charterdestinationer er Alanya på den tyrkiske middelhavskyst. Her er det endnu ikke lykkedes Norwegian eller Ryanair at etablere ruter fra det danske marked. Det hænger sammen med, at der foreligger en bilateral luftfartsaftale mellem Danmark og Tyrkiet, der begrænser adgangen for flyselskaber fra tredjelande.

SAS flyver i dag direkte fra København til Gazipasa-lufthavnen nær Alanya, mens SunExpress, der er et joint venture mellem Turkish Airlines og Lufthansa, betjener Antalya og Izmir.

Konkurrencen fra ruteflyene har i de senere år fået charterflyselskaberne til at udbyde flysæder i løs vægt. Det er blandt andet tilfældet for Primera Air og Thomas Cook Airlines. Primera flyver charter til 80 destinationer i Europa fra hele Norden, og til omkring 20 af disse destinationer bliver der udbudt kapacitet på “seat only“ basis.

At passagererne flytter fra charterflyene over i ruteflyene kan også aflæses i lufthavnens statistikker. Således har Danmarks to største lufthavne i København og Billund fra 2012 til 2014 mistet hver 80.000 årlige charterpassagerer. I samme periode har der været fremgang i udenrigsrutetrafikken med en stigning på seks procent i København og helt op til 10 procent i Billund.