Ruteflyvning mellem USA og Cuba på vej

De amerikanske og cubanske myndigheder mødes i denne uge for at få stablet ruteflyvning mellem USA og Cuba på benene efter at USA’s sanktioner er blevet fjernet.

Adskillige amerikanske flyselskaber står på spring efter at få lov til at åbne faste ruter mellem USA og Cuba efter at de amerikanske sanktioner mod det kommunistiske land mod syd er blevet fjernet. I denne uge mødes amerikanske og cubanske myndigheder derfor for at aftale spillereglerne for fremtidig fast ruteflyvning mellem de to lande.

I dag er det kun tilladt at operere ad hoc-charterflyvninger mellem de to lande relateret til uddannelsesformål eller humanitære formål og research.

Det er især mange eksilcubanere i områderne omkring Miami i Florida og Los Angeles i Californien, som kunne tænkes at være interesserede i nye flyruter. Men der vil uden tvivl også være mange forretningsrejsende på jagt efter nye markeder og solhungrende amerikanere på jagt efter nye strande. Og så er der selvfølgelig også cubanere, der måtte have lyst til at besøge det forjættede land mod nord.

Blandt de første
American Airlines, der har et stort trafikknudepunkt i Miami International Airport, spås at være blandt de første til at sætte kursen mod Cuba på fast basis. Selskabet opererer i dag charterflyvninger mellem USA og Cuba.

Selskaber som JetBlue Airways og Spirit Airlines er også godt repræsenteret i Miami International og Fort Lauderdale lige nord for Miami. Store amerikanske flyselskaber som United og Delta Air Lines må også vurderes at være interesserede i at forbinde Cuba med deres forskellige trafikknudepunkter.