Rutenyheder fra Europas største flyselskaber

Tilsammen kan Europas tre store mega-carriers tilbyde op imod 50 nye ruter i sommertrafikprogrammet. Ruter til Austin, Brasilia, Jakarta, Newark, Santiago de Chile og Haneda er blandt nyhederne.

Når flyselskabernes sommertrafikprogram træder i kraft søndag den 30. marts, er der en del rutenyheder på tapetet hos de tre største europæiske mega-carriers, henholdsvis Lufthansa Gruppen, Air France-KLM og IAG (British Airways, Iberia og Vueling).

Det gennemgående billede er dog en vis tilbageholdenhed fra alle selskaberne. Tendensen er mange nye sæsonruter til fritidsdestinationer i Sydeuropa, mens der også er blevet plads til nye interkontinentale ruter til Nordamerika, Latinamerika og Asien.

Lufthansa-debut til Tokyo-Haneda
Lufthansa Gruppen er Europas største flyselskab med næsten 105 mio. passagerer i 2013. Moderselskabet Lufthansa erforsigtig i valget af nye ruter for det kommende sommertrafikprogram. Fra Frankfurt tilføjer man Valencia som ny rute med daglig forbindelse fra 30. marts, mens Montpellier i Sydfrankrig kommer på rutekortet fra den 3. maj med én ugentlig frekvens.

Fra München er der blot blevet plads til to sæsonruter til henholdsvis Bodrum i Tyrkiet og Lamezia-Terma i Italien. Der flyves en gang ugentligt med Airbus A320-fly.

I den internationale tidtabel er Tokyo-Haneda dukket op med daglige flyvninger fra såvel Frankfurt som München fra den 30. marts. Fra Frankfurt med Boeing 747-400, mens Airbus A340-600 fly betjener ruten fra München. Lufthansa fortsætter med at flyve til Tokyo-Narita, men ruten omlægges til at operere via Osaka.

Der bliver også plads til en ny interkontinental rute fra Frankfurt til Jakarta. Ruten opereres fem gange om ugen via Kuala Lumpur, der hidtil har været betjent fire gange om ugen som en forlængelse af Bangkok-ruten. Det bliver Airbus A340-600 fly, der skal dække ruten til den indonesiske hovedstad.

Datterselskabet Swiss får nye sæsonruter fra Zürich til Palermo og Thessaloniki, mens selskabet etablerer tre nye ruter fra Genève til henholdsvis København, Lissabon og Rom med start den 11. april.

Hos søsterselskabet Austrian er der også nye sæsonruter. De går fra Wien til henholdsvis Ibiza og Lamezia-Terme, mens det østrigske flyselskab fra den 2. juli vil flyve fem gange om ugen fra Wien til New York-Newark med Boeing 767-300 fly. I forvejen flyver Austrian dagligt til J.F. Kennedy-lufthavnen.

I Lufthansa Gruppen indgår også Germanwings, der i sommeren 2014 overtager en del ruter, der tidligere har været opereret af Lufthansa. Men det er også blevet til fem nye ruter, hvoraf fire er etableret med udgangspunkt i Hamburg Airport. Disse ruter går til Prag, Rijeka, Thessaloniki og Toulouse. Herudover etableres en rute fra Köln til Knock i Irland.

Øger til Latinamerika
Air France-KLM, der med 78 mio. passagerer var næststørste europæiske mega-carrier i 2013, har samlet seks rutenyheder for sommeren 2014. Hos Air France bliver tale om en interkontinental rute fra Paris-CDG til Indonesiens hovedstad Jakarta. Det sker gennem forlængelse af den daglige Singapore-rute, der opereres med Boeing 777-300. I løbet af sommermånederne øger Air France i øvrigt til 10 ugentlige afgange til Singapore gennem indsættelse af tre ekstra ugentlige frekvenser med Boeing 777-200 fly.

Udover Jakarta er der to andre interkontinentale ruter på vej. I slutningen af marts åbner Air France fra Paris-CDG til Brasiliens hovedstad Brasilia samt til Tokyo-Haneda lufthavnen. Brasilia beflyves tre gange ugentligt med Boeing 777-200 fly, mens Haneda-ruten betjenes med såvel B777-200 og B777-300ER.

Air France har blot én ny europæisk rute i sommertrafikprogrammet. Den går såmænd fra Paris-CDG til Stavanger i Norge, hvor der flyves to gange dagligt med Embraer E-170 jetfly.

Hos det hollandske søsterselskab KLM er der blot to europæiske rutenyheder i sommertrafikprogrammet. Det er sæsonruter fra Amsterdam-Schiphol til Bilbao i Spanien samt Zagreb i Kroatien. Men til gengæld tyvstarter KLM allerede den 2. februar ved at genoptage ruten til Santiago de Chile med tre ugentlige flyvninger opereret med Boeing 777-300 fly. Ruten har et stopover i Buenos Aires og er den niende destination i Latinamerika for det hollandske flyselskab.

Air France-KLM Gruppens lavprisflyselskab Transavia får i sommeren 2014 nye ruter fra Amsterdam, Eindhoven og Rotterdam samt fra Nantes og Strasbourg. Der er tale om en halv snes nye ruter, hvor Marrakech i Marokko beflyves fra både Rotterdam og Strasbourg.

Til hovedstaden i Texas
IAG, der repræsenterede 67 mio. passagerer i 2013, har British Airways rutenyheder fra tre London-lufthavne samt fra Edinburgh i Skotland. Hele ni nye ruter er det blevet til.

Fra Heathrow Lufthavn er der først og fremmest en ny interkontinental rute til Austin i Texas. Ruten åbner i begyndelsen af marts måned, og der bliver fem ugentlige afgange med et nyt Boeing 787-8 Dreamliner-fly. Det er første gang nogensinde, at British Airways har den texanske hovedstad i ruteprogrammet.

Udover den nye USA-rute er det rutenyheder til fritidsdestinationer som Oporto, Faro, Mykonos, Santorini og Málaga, der præger programmet. En rute fra Edinburgh til den spanske ferieø Ibiza ser også dagens lys den 23. maj med tre ugentlige afgange.

Fra London City Airport er der nye ruter til Firenze samt Rotterdam. Det giver nye muligheder for rejsende fra Jylland, hvor Sun-Air på vegne af British Airways flyver direkte til den regionale lufthavn i Docklands-området i London. Med den nye rute vil rejsende fra Jylland kunne flyve tfra Billund til Rotterdam på blot tre og en halv time.

Udover de nye ruter vil British Airways øge frekvenserne fra Heathrow til Seoul, Accra, Seattle, Entebbe og Hyderaba, mens der indsættes Boeing 777-200 fly langdistancefly på ruten til Tel Aviv i sommerperioden. Eneste nye rute fra Gatwick Lufthavn bliver til Malta, hvortil der flyves dagligt fra den 30. marts. Samtidig bliver der flere flyafgange til Orlando, St. Lucia, Punta Cana, Antigua og Kingston.

Søsterselskabet i IAG er spanske Iberia, der blot har en enkelt ny europæisk rute på programmet via Iberia Express. Ruten går fra Madrid til Stockholm med to ugentlige afgange betjent med Airbus A320-fly. Gruppens lavprisflyselskab Vueling præsenterer derimod 14 nye destinationer fra Alicante, Asturia og Barcelona.