Ryanair-fly i Aarhus Lufthavn.

Ryanair åbner ny rute fra Aarhus Lufthavn

Ryanair bliver det tredje flyselskab, der inden for syv år forsøger sig med en rute mellem Aarhus og Gdansk.

Ledelsen i Aarhus Lufthavn skal i gang med at tegne en ny rute på lufthavnens kort over internationale flyforbindelser. Det sker som følge af en meddelelse fra Ryanair om etablering af flyvninger mellem Aarhus og Gdansk fra slutningen af oktober måned i år.

Tidtabellen er endnu ikke blevet offentliggjort, men Ryanair oplyser, at selskabet vil flyve to gange om ugen mellem Aarhus og den polske havneby. I første omgang er der tale om en vinterrute.

“Det glæder Ryanair at kunne annoncere en ny rute fra Aarhus til Gdansk med to ugentlige forbindelser med start i oktober, hvilket vil være et led i vores vintertrafikprogram for Aarhus, som snart vil blive åbnet til salg,” siger Nikolaj Krogsgaard Thomsen, der er salg- og marketingchef for Ryanair i Norden.

Hos Aarhus Lufthavn mener man, at tilgangen af den nye rute skyldes, at debatten om en alternativ Aarhus-lufthavn indtil videre er lukket.

”Efter en længere lokal diskussion ligger placeringen af Aarhus Airport nu fast, og dermed kvitterer flyselskaberne med et langt større villighed til at forbinde sig med lufthavnen. Aarhus og Østjylland er under alle omstændigheder et interessant område for mange destinationer og selskaber, og efter en periode med uvished er det nu blevet markant lettere at indgå aftaler om nye ruter. Det lover rigtig godt for fremtiden i forhold til at skabe endnu flere rejsemuligheder til og fra Østjylland,” siger Aarhus Lufthavns administrerende direktør Peter Høgsberg i en kommentar til den nye rute.

Tredje forsøg
Det er ikke første gang, at Aarhus får flyforbindelse til den polske havneby. Første gang var i 2011, hvor det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air etablerede sig med to ugentlige afgange den 29. marts opereret med 180-sæders A320-fly. Ruten blev dog aldrig den store succes, og den 27. september samme år fløj Wizz Air for sidste gang på ruten.

Et nyt forsøg blev gjort den 14. maj 2012, hvor det polske regionale lavprisflyselskab EuroLOT ville forsøge at tage over, hvor Wizz Air slap. Tre ugentlige forbindelser med 46-sæders ATR42-500 fly skabte på 33 uger 4.743 passagerer på ruten, hvilket ikke var nok til at forhindre en lukning i begyndelsen af 2013.

Nu er det således Ryanair, der gør det tredje forsøg, og hvis flyselskabet sammen med lufthavnen kan leve op til ordsproget; “tredje gang er lykkens gang,” skulle der være godt muligheder for at fastholde ruten, der skal flyves med Ryanairs 189-sæders Boeing 737-800 fly.

Den nye Ryanair-rute får konkurrence fra Billund Lufthavn, hvor Wizz Air siden den 19. juni 2015 har fløjet to gange om ugen til Gdansk med 180 sæders A320-fly. Denne rute havde i 2016 i alt 28. 576 passagerer.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air åbner rute fra Billund

EuroLOT suspenderer Polen-rute fra Aarhus

Polske Eurolot åbner flyrute til Aarhus

Wizz Air lukker rute til Aarhus

Wizz Air overraskende ind i Aarhus Lufthavn

 

x

Læs Også

Ryanair etablerer charterflyselskab

Ryanair Sun bliver navnet på et nyt charterflyselskab, der ser dagens lys i 2018, og de skandinaviske charterflyselskaber følger med et vågent øje de nye planer.

Ryanair frygter Brexit-kaos

Ingen flyvninger mellem Europa og Storbritannien i en længere periode. Ryanair frygter det kan blive konsekvensen af den EU-udmelding, som briterne nu gør alvor af.

25 nye flyruter i sommertrafikprogrammet

På søndag starter flyselskabernes sommertrafikprogram, og det byder på 25 nye ruter fra fire danske lufthavne fordelt på ni forskellige flyselskaber.

Aalborg Kommune: Ingen forbud mod Ryanair

Aalborg Kommunes tidligere HR- og arbejdsmiljøchef rejste med Ryanair i forbindelse med en konference i Málaga, og den nordjyske kommune afviser nu at have et Ryanair-forbud.

Nordjysk erhvervsliv vil gerne flyve med Ryanair

Aalborg Erhvervsråd kalder borgmester Thomas Kastrup-Larsens (S) modstand mod Ryanair for uacceptabel, og erhvervslivet vil gerne flyve med Ryanair.

Ryanair åbner Polen-rute fra Billund

Ryanair har annonceret sin syvende nye rute fra Danmark siden årsskiftet. Denne gang fra Billund til en polsk storby.