Ryanair åbner rute fra København til Tenerife

Ryanair har i løbet af rekordtid samlet igangsat og annonceret 15 ruter fra København. De sidste ruter start op i begyndelsen af november, og samtidig er Tenerife kommet med på rutekortet.

Konflikten med den danske fagbevægelse og den efterfølgende tilbagetrækning fra baserne i København og Billund, får ikke Ryanair til at sætte tempoet ned, for så vidt angår flyvningerne til København.

Da Ryanair sidste efteråret annoncerede den nye base i Københavns Lufthavn, blev der lovet 12 nye ruter i løbet af 2015. Det tal er i mellemtiden øget til 15 ruter, hvilket er en klar tilkendegivelse af, at markedet i CPH er særdeles interessant for det irske lavprisflyselskab.

I første bølge annoncerede Ryanair tre ruter med start i slutningen af marts måned. Det var henholdsvis London-Luton, Milano-Bergamo og Warszawa-Modlin. Sidenhen nåede Ryanair at tyvstarte aktiviteterne i CPH ved allerede den 18. marts at sende første fly til København på en ny rute til Dublin.

Næste bølge omfattede fire destinationer, henholdsvis Bruxelles-Charleroi, Madrid, Rom-Ciampino og Stockholm-Skavsta. Disse fire ruter åbnes i løbet af september og oktober måned.

Herefter fulgte en enkelt rute til Køln, mens Alicante, Budapest og Málaga efterfølgende blev annonceret sammen som nye destinationer.

Måtte lukke Warszawa-rute
I begyndelsen af juli måned blev Ryanair truet med konflikt på basen i København Lufthavn. Det betød, at det irske lavprisflyselskab måtte flytte baseflyet til Kaunas i Litauen, hvorfor endnu en destination blev tilført Ryanair-rutenettet til CPH sammen med to nye ruter til Bologna og Edinburgh.

Til gengæld måtte Warszawa-ruten lade livet i forbindelse med flytningen af baseflyet til Kaunas.

Den 15. rute har Ryanair endnu ikke officielt annonceret via en pressemeddelelse, som det ellers er vane. Men det er et faktum, at selskabet fra den 26. oktober vil flyve to gange om ugen fra København til Tenerife.

Fra København til Startdato Afgange/uge
Dublin 18.03.15 14
London-Luto 26.03.15 42
Milano-Bergamo 26.03.15 28
Warszawa-Modlin 26.03.15 (LUKKET 14.07.15)-14
Kaunas 15.07.15 7
Køln 02.09.15 7
Madrid 02.09.15 14
Rom-Ciampino 02.09.15 14
Alicante 25.101.5 5
Bruxelles-Charleroi 25.10.15 14
Budapest 25.10.15 7
Málaga 25.10.15 3
Stockholm-Skavsta 25.10.15 14
Tenerife 26.10.15 2
Bologna 05.11.15 3
Edinburgh 06.11.15 3
I alt 177

Kilde: Ryanair

I vintertrafikprogrammet flyver Ryanair alene til London-Stansted fra de jyske lufthavne i Billund og Aarhus.