Koncernchef Michael O'Leary, Ryanair Holdings (Foto: Ryanair)

Ryanair-boss vil ikke vidne i arbejdsret

En tysk arbejdsret har indkaldt Ryanairs topchef Michael O’Leary som vidne i en sag. O’Leary agter dog ikke at møde op.

Onsdag var Ryanairs personaledirektør Eddie Wilson og selskabets danske advokatfirma for tredje gang indkaldt til møde i den danske arbejdsret i København i den sag om tegning af dansk overenskomst for de ansatte på selskabets nye base i Københavns Lufthavn, som LO har anlagt.

Det er dog ikke kun i Danmark at Ryanair er gæst i arbejdsretten. Det gælder også i Tyskland, hvor Ryanairs karismatiske og til tider lettere provokerende topchef, Michael O’Leary, er blevet bedt om at møde op personligt og vidne i en sag.

Arbejdsretten i den lille tyske by Wesel i nærheden af Düsseldorf har bedt O’Leary om at indtage vidneskranken den 1. juli i en sag mellem en tidligere Ryanair-pilot og det bemandingsbureau, som piloten var ansat igennem, da han arbejdede for Ryanair.

Føler sig snydt
Michael O’Leary har dog ingen planer om at komme til Wesel den første dag i juli.

”Vi kan bekræfte, at vores chef ikke vil være i Tyskland den 1. juli,” oplyser en talsmand for Ryanair til tyske medier.

At repræsentere selskabet i arbejdsretssager overlades normalt til personaleafdelingen og firmaets advokater, påpeger talsmanden.

Selve sagen i arbejdsretten i Wesel handler om, at piloten føler sig snydt af bemandingsfirmaet Brookfield Aviation for en række sociale ydelser. Piloten havde sit eget enkeltmandsfirma, som arbejdede for Brookfield Aviation, der så videreudlejede ham til Ryanair.