Ryanair får nye kabiner

Kabinerne i Ryanairs fly skal friskes op med Boeings velkendte Sky Interior. Dermed kommer der nye sæder med mere benplads, og kabinepersonalet får helt nye uniformer.

Hyppigt rejsende hos Ryanair har ikke undgået at bemærke, at farven gul er klart gennemgående i kabinedesignet. Den særlige gule farve er nemlig det visuelle udtryk for discount og tilbud.

Nu har Ryanair valgt at gøre op med det kabinedesign, der har været en del af den 303 sæder store flyflåde gennem mange år. Første ændring sker i løbet af marts måned, når kabinedesignet ændres.

“Der bliver mindre gult og flere destinationsfotos,“ afslørede Ryanair på et pressemøde i London i går.

I løbet af efteråret påbegynder Ryanair udskiftningen af sæderne i selskabets fly. Der installeres nye slankere sæder, hvilket vil give mere benplads i flyet. Fra januar måned næste år vil de første fly med det moderne Boeing Sky Interior være klar til at blive præsenteret for passagererne.

Nye uniformer til kabinepersonalet
Det er ikke alene flykabinen, der skal shines op. Kabinepersonalet skal også have nye uniformer. Det sker den 15. oktober, hvor et mere moderne look vil sætte sit præg på personalets uniformer. Ryanair kabinepersonale har i samarbejde med en ung europæisk designer besluttet det nye design.

Nye kabiner og uniformer gør det ikke alene. Ryanair har besluttet en del produktforbedrende tiltag, som vil være tilgængelig via selskabets hjemmeside. Det bliver blandt andet muligt at “holde en reservation“ i 24 timer mod betaling af et tillæg på fem euro.

Det hamskifte, som Ryanair har foretaget igennem det seneste år er en del af strategiprogrammet “Always Getting Better“. Dette program fik en ny dimension, da det irske lavprisflyselskab i går præsenterede otte kundeløfter, som selskabet fremover vil efterlevet.

Der er tale om en slags manifest, hvor Ryanair gør meget ud af at sætte kunden i centrum. Udover at love kunderne de laveste billetpriser, vil Ryanair love altid at prioritere sikkerheden samt at fastholde rollen, som selskabet selv definerer som det mest pålidelige flyselskab i Europa.

“Vi lover at være transparente og gøre rejsen mere enkel“, hedder det også i manifestet, der dermed skal gøre op med forbrugernes opfattelse, at der altid er de skjulte ekstraomkostninger og gebyrer, når man vælger at flyve med det irske lavprisflyselskab.