Ryanair-fly i London Stansted Airport.

Ryanair flirter med flere på samme tid

Ryanair har spurgt British Airways’ moderselskab om mulighederne for et samarbejde. Samtidig er irerne langt fremme i forhandlingerne om et samarbejde med Norwegian.

De europæiske netværksselskaber og lavprisselskaber taler for fleres vedkommende åbent om hvordan de godt kunne se samarbejder på tværs af de skel, som der ellers traditionelt er mellem de to typer af selskaber.

Centralt i samtalerne står ikke overraskende det irske lavprisselskab Ryanair, der er kendt for at have nogle af de laveste omkostninger blandt de europæiske luftfartsselskaber. Og det er ikke nødvendigvis kun netværksselskaberne, der kommer med hatten i hånden og tigger Ryanair om at overtage deres tabsgivende europæiske kort- og mellemdistanceoperationer. Det er lige så meget Ryanair, der godt kunne tænke sig at feede passagerer ind til netværksselskabernes oversøiske ruter og på den måde genere mere trafik inden for Europa.

Ærkerivaler og hadeobjekter
Konkret har Ryanair blandt andet henvendt sig til International Airlines Group (IAG), der ejer Iberia og British Airways. Det bekræfter IAG’s topchef, Willie Walsh. British Airways har ellers traditionelt været en af Ryanairs ærkerivaler og hadeobjekter, som man har gjort store anstrengelser for at konkurrere imod og presse på det store britiske marked og ikke mindst på de travle ruter mellem Irland og Storbritannien.

IAG og British Airways er dog ikke de eneste, som Ryanair har bejlet til. Således løftede Norwegians topchef, Bjørn Kjos, fornylig sløret for, at nordmændene er langt fremme i forhandlinger med Ryanair om et samarbejde. Det ville kunne indebære, at Ryanair feeder passagerer ind til især Norwegians transatlantiske flyvninger.

Sender følere ud
Willie Walsh fra IAG nævner også easyJet som et af de lavprisselskaber, som det kunne være interessant at lave noget sammen med. Indtil videre er easyJet dog i gang med et spil frem og tilbage med Lufthansa. Et spil, hvor de to selskaber på skift sender følere ud, men bliver afvist af den anden.

Senest er det easyJet’s topchef Carolyn McCall, der, i sidste uge i forbindelse med præsentationen af selskabets årsregnskab, afviste de tilnærmelser og tanker om et muligt samarbejde, som Lufthansa Gruppens topchef, Carsten Spohr, havde luftet i september i år.

Mellemstore lades i stikken
Kurmageriet mellem netværksselskaberne og lavprisselskaberne er opsigtsvækkende, da de to grupper ellers traditionelt har været hinandens modsætninger de sidste omkring 15-20 år. Men efter at have forsøgt at effektivisere sin egen forretning og for fleres vedkommende også forsøgt sig med datterselskaber med lavere driftsomkostninger, så er flere af netværksselskaberne altså så småt ved at indstille sig på en dag at lade lavprisselskaberne stå for en del af feedet ind til deres langdistanceruter.

En udvikling, som kan risikere at lade mellemstore aktører som SAS i stikken, hvis de store drenge i klassen begynder at arbejde sammen. British Airways/Ryanair, Norwegian/Ryanair eller Lufthansa/easyJet vil skabe mastodonter med enorme feedernetværk og konkurrencedygtige europæiske operationer.