Ryanair kan få adgang til BA-bonusprogram

Hvis Ryanair får adgang til de fem slots, som IAG skal afgive i Gatwick-lufthavnen ved købet af Aer Lingus, er IAG forpligtet til at lade Ryanair deltage i Avios-bonusprogramet hos British Airways.

EU´s konkurrencekommissær Margrethe Vestager har stillet en række krav til International Airlines Group (IAG) i forbindelse med overtagelsen af det irske flyselskab Aer Lingus. IAG er moderselskab til British Airways, Iberia og Vueling.

Udover at skulle give adgang til de særlige prorate-prisaftaler, der sikrer, at konkurrerende flyselskaber kan modtage fødetrafik fra de nye ejere af Aer Lingus, er der også nogle særlige krav omkring slots i Londons Gatwick-lufthavn.

IAG skal afgive op til fem start- og landingstilladelser i Gatwick, således at andre operatører får mulighed for at starte op eller øge frekvenserne på ruter fra Dublin og Belfast.

Ryanair, der har besluttet at sælge sin aktiepost på 30 procent i Aer Lingus, har allerede tilkendegivet, at selskabet vil søge de ledige slots, således at det bliver muligt at øge aktiviteterne i Gatwick-lufthavnen.

Nærlæser man EU-Kommissionens sagsnummer M.7541 – IAG/AER LINGUS fremgår det af dokumentets punkt 5, at IAG har forpligtet sig til at lade ethvert flyselskab, der byder på de fem ledige slots i Gatwick, at deltage i Avios-bonusprogrammet for så vidt angår ruterne fra Dublin og Belfast.

Forpligtet til fem års samarbejde
Betingelsen herfor er, at det pågældende flyselskab ikke i forvejen har et sammenligneligt bonus- og loyalitetsprogram, hvilket ikke er tilfældet med Ryanair.

I første omgang vil det være muligt for Ryanair eller et andet selskab, der måtte overtage de afgivne slots i Gatwick Lufthavn, at indgå en aftale med IAG af op til fem års varighed. Herefter kan aftalen forlænges et år ad gangen, så længe parterne måtte ønske det.

Det fremgår endvidere, at EU-Kommissionen har stillet krav om, at det nye selskab, der får adgang til deltagelse i Avion-bonusprogrammet skal have samme adgang til at optjene og udnytte bonuspoint som de øvrige medlemmer af Oneworld-alliancen, som IAG er en del af.

Sidste år blev det britiske regionale flyselskab Flybe det første ikke-IAG selskab, der fik adgang til bonus- og loyalitetsprogrammet Avios. Her kan man benytte sig af optjente bonuspoint til opgradering, gratis flyrejser, lounge-adgang samt eksterne ydelser som hotelophold og brug af udlejningsbiler.