Demonstration foran Royal Hotel i København i januar 2015, hvor Ryanair holdt pressemøde. Foto: Andreas Krog.

Ryanair opruster i kamp mod fagbevægelsen

Ryanair fremskynder sin ankomst i CPH med en rute, der er en rød klud i ansigtet på fagbevægelsen. Samtidig er selskabet parat til at møde op i arbejdsretten med et dansk advokatfirma ved sin side.

Da Ryanair torsdag formiddag for anden gang på to uger holdt pressemøde på Royal Hotel i København, havde selskabet en ruteannoncering med, som er en rød klud i ansigtet på den danske fagbevægelse. Her gør man sig nemlig klar til at blokere Ryanairs nye base i Københavns Lufthavn. Den skal efter planen åbne 26. marts med et fly, 30 medarbejdere og tre ruter.

Men allerede den 18. marts kommer det første Ryanair-fly til Københavns Lufthavn, når selskabet åbner en ny rute mellem København og Dublin. Ruten vil blive betjent med fly og besætninger baseret i Dublin. Dermed kan Ryanair uhindret flyve passagerer ind og ud af Københavns Lufthavn uden at fagbevægelsen kan blokere for det. I hvert fald ikke lovligt.

Flytte flyene rundt
På pressemødet gentog Ryanairs personaledirektør, Eddie Wilson, budskabet fra for to uger siden, om at Ryanair ikke ønsker at indgå en overenskomst for de ansatte, som vil blive stationeret på selskabets kommende base i Københavns Lufthavn.

Flyvebranchens Personale Union, der ønsker at organisere Ryanair-personalet, gik allerede i sidste uge til arbejdsretten for at få rettens ord for, at man kan etablere en sympatikonflikt. Hvis det sker og Ryanairs basefly ikke kan få lastet kufferter og fyldt brændstof på, så har selskabet en plan b klar i skuffen.

”Vi har muligheden for at flytte flyene rundt og operere ruterne fra andre baser,” siger Eddie Wilson.

Alle de ruter Ryanair indtil videre har annonceret fra København, går nemlig til destinationer, hvor selskabet i forvejen har baser. Selskabet kan derfor blot bruge personale og fly fra andre baser, som flyver ind til København om aftenen, overnatter, og flyver ud igen næste dag – ligesom alle andre udenlandske luftfartsselskaber gør det. Og så kan fagbevægelsen ikke lovligt blokere handlingen af flyene.

Kommerciel løsning
Ved pressemødet sad advokat Michael Møller Nielsen fraadvokatfirmaet Lund Elmer Sandager diskret bagerst i lokalet og lyttede. Firmaet er et af de større danske advokatfirmaer og som har arbejdsret som sit speciale. Ifølge advokatfirmaets hjemmeside er Michael Møller Nielsens speciale at hjælpe virksomheder med ”HR relaterede udfordringer”. Han er desuden godt til at ”afdække samtlige mulige resultater, altid med en kommerciel løsning for øje og forståelse for din virksomheds situation.”

Michael Møller Nielsen har tidligere arbejdet på den anden side af forhandslingsbordet hos 3F. Han bekræfter overfor CHECK-IN.dk, at advokatfirmaet bistår Ryanair i forbindelse med det kommende møde i Arbejdsretten.

Advokatens diskrete tilstedeværelse er et klart udtryk for, at Ryanair har oprustet i forhold til pressemødet for to uger siden. Dengang var det kun de to Ryanair-bosser, kommerciel direktør David O’Brien og personaledirektør Eddie Wilson, der var i byen sammen med to kommunikationsfolk fra Ryanair.

De to herrer efterlod dengang det indtryk, at de ikke helt havde forstået hvad den såkaldte danske model var for en størrelse og hvor meget den betyder for arbejdstagere og arbejdsgiveres handlemuligheder. Det er netop den danske arbejdsmarkedsmodel, der gør det muligt for fagbevægelsen at etablere en sympatikonflikt mod Ryanair. Det vil betyde, at blandt andet bagagefolk og check-in personale organiseret i 3F og HK ikke vil håndtere selskabets fly og passagerer.

Forklare sig i Arbejdsretten
Ryanair kommer til København igen om to uger. Torsdag den 26. februar skal selskabet forklare sig i Arbejdsretten på Skt. Annæ Plads. Derudover planlægger selskabet endnu et pressemøde, ligesom der arbejdes på at få aftalt et møde med Serviceforbundet, som Flyvebranchens Personale Union er en del af.

Det går dog indtil videre lidt trægt med mødeplanlægningen og Ryanair kunne på pressemødet ikke lade være med at bruge det til at anklage Serviceforbundet for ikke at ville mødes med dem.

Pressemødet var således dårligt nok startet før David O’Brien delte en kopi af tre breve rundt til journalisterne. Det var breve sendt frem og tilbage mellem David O’Brien og formanden for Serviceforbundet John Dybart de seneste tre dage.

Holde hof
Af brevene fremgik det, at Ryanair havde spurgt John Dybart, om de kunne mødes torsdag eftermiddag. Det blev afvist af John Dybart i et andet brev, hvor han i stedet foreslog, at parterne mødes på lørdag eller mandag. Det blev, i et tredje brev afsendt onsdag, afvist af David O’Brien, da han i disse dage rejser rundt i Europa og annoncerer Ryanairs sommerprogram. I stedet foreslog O’Brien, at parterne mødes fredag den 20. februar i London eller ugen efter – hvor Ryanair igen agter at komme til København og holde hof for den danske verdenspresse.

David O’Brien brugte brevudvekslingen til at fortælle journalisterne, at Serviceforbundet faktisk ikke ønsker at mødes med Ryanair.

Efter pressemødet kunne Serviceforbundets formand, John Dybart, imidlertid fortælle CHECK-IN.dk, at han skam havde sendt en mail til David O’Brien torsdag formiddag før pressemødet. Her skrev han, at han var åben overfor et møde fredag den 20. februar eller i ugen efter. John Dybart ville vende tilbage mandag med forslag til mødetidspunkter.