Ryanair Boeing 737-800 (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Ryanair skruer ned for storbyruter fra CPH

Ryanair har svært ved at fylde flyene fra CPH til Stockholm og Bruxelles. I den kommende vinter reduceres kapaciteten på de to ruter med henholdsvis 42 og 14 procent.

At skulle med bus i mere end en time mellem centrum af byen og lufthavnen ser ikke ud til at være videre tiltalende for de rejsende mellem København og Stockholm samt mellem København og Bruxelles.

Således klarer Ryanairs to CPH-ruter til Stockholm Skavsta-lufthavnen og Bruxelles Charleroi-lufthavnen sig ikke specielt godt. Det viser en opgørelse over belægningsprocenter på Ryanairs ruter ind og ud af Københavns Lufthavn, som cphtraveller.dk har lavet.

Tager konsekvensen
I november, december og januar havde Ryanair således en belægning på 58 procent på Stockholm-ruten og 70 procent på Bruxelles-ruten. Det må til gengæld betyde, at der er godt fyldt op på selskabets andre ruter ind og ud af CPH, da selskabet ifølge topchef Michael O’Leary har en belægningsprocent på CPH-ruterne på over 90 procent.

I det kommende vinterprogram tager Ryanair konsekvensen af de ruters vanskeligheder og reducerer kapaciteten markant. På ruten til Stockholm Skavsta går man fra syv til fire ugentlige flyvninger. En reduktion på 42 procent. På Bruxelles Charleroi-ruten går man fra 14 til 12 ugentlige flyvninger. En reduktion på 14 procent.

Halvanden time lang bustur
Skavsta-lufthavnen ligger omkring 100 kilometer syd for Stockholm og kan nås med en knap halvanden time lang bustur fra centrum af den svenske hovedstad. Stockholms største lufthavn, Arlanda, har togforbindelse til centrum.

Charleroi-lufthavnen ligger syd for Bruxelles og kan nås med en shuttlebus-tur, der tager 55 minutter. Det er også muligt at tage toget til Charleroi og en bybus derfra. Bruxelles’ største lufthavn, Zaventem, kan nås på 17 minutter med tog fra centrum af byen.

Foto: Morten Lund Madsen