Ryanair: Vi samarbejder ikke med fagforeninger

Den danske fagbevægelse skal ikke forvente, at Ryanair vil indgå overenskomst for de mere end 120 piloter og stewardesser, som næste år får base i København.

Nyheden om at flyselskabet Ryanair åbner en base i Københavns Lufthavn fra 26. marts næste år, modtages med høflig opmærksomhed fra LO-forbundet Flybranchens Personale Union (FPU),der organiserer de danske piloter og kabinepersonale. Da Ryanair oprettede base i Billund Lufthavn sagde selskabet klart nej til at tegne overenskomst med FPU. Det får dog ikke FPU til at gå direkte op på barrikaderne. Først vil fagforeningen forsøge dialogens vej.

”Vi vil nu tage kontakt til Ryanair med anmodning om at indlede disse drøftelser så hurtigt som overhovedet muligt, så selskabets medarbejdere kan arbejde under ordentlige overenskomster. Vi forventer naturligvis, at Ryanair vil arbejde under lige og fair konkurrenceforhold,” siger næstformand i Flybranchens Personale Union, Anders Mark Jensen.

Samarbejder ikke
Meget tyder dog på, at FPU kommer til at spilde sin energi. For hos Ryanair er budskabet klart.

”Vi samarbejder direkte med medarbejderne. Vi samarbejder ikke med fagforeninger,” slår Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, fast over for CHECK-IN.dk.

Ryanair vil starte op med at stationere ét fly på basen. Det betyder at omkring 30 piloter og stewardesser også vil få base i lufthavnen. I løbet af 2015 forventer Ryanair at tilføje yderligere tre fly til basen i København. Med fire fly med fast hjemsted i København vil Ryanair få brug for omkring 120 besætningsmedlemmer på basen.

David O’Brien peger på, at Ryanair vil tiltrække flere passagerer til Københavns Lufthavn. Og det vil skabe flere jobs til de handlingmedarbejdere, som ellers har vane for at være lodret imod Ryanair. Derfor tror David O’Brien ikke, at handlingmedarbejderne, der er organiseret i 3F, vil blokere selskabets fly ved at nægte at tanke dem samt laste og lodse dem.

”De vil ikke være så dumme. Er vi i Donetsk eller hvad? Nej, vi er i København.,” fastslår David O’Brien.

Komplet misforståelse
David O’Brien mener, at fagbevægelsen har misforstået tingene.

”Deres modstand mod Ryanair beror på en komplet misforståelse. Ved at åbne en ny base og tiltrække en million nye passagerer, så skaber vi nye jobs i København. Jobs som ellers vil blive skabt i Istanbul eller Dubai, hvor flyselskaberne vokser kolossalt. Ryanair er således ikke et problem men en løsning for København. Det tror jeg fagforeningerne vil forstå,” understreger David O’Brien.