Sådan spotter du om sidemanden har ebola

Hvis sidemanden i flyet kaster op eller bløder ud af næsen kan det være tegn på, at han er smittet med den dødelige ebola-virus.

Den stærkt dødelige ebola-virus hærger lige nu i en række vestafrikanske lande og har krævet over 1.500 dødsofre. Og selvom man ikke rejser til eller fra Vestafrika, så er der som flypassager alligevel grund til at være på vagt. Der kan nemlig gå op til 21 dage fra en person bliver smittet, til sygdommen bryder ud.

Så hvis medpassageren har været i Afrika for flere uger siden, så kan der selv på en uskyldig dansk indenrigsflyvning være grund til at være opmærksom.

Ifølge overlæge Tyra Krause fra Statens Serum Institut, så er der dog kun grund til bekymring, hvis sidemanden i flyet er tydeligt syg.

”Man skal kun være bekymret hvis sidemanden kaster op, har diarré eller bløder ud af næsen,” forklarer Tyra Krause.

Målt kropstemperatur
Hun forklarer, at myndighederne i flere af de berørte lande i Vestafrika har indført såkaldte exit-screeninger, hvor rejsende får målt deres kropstemperatur og bliver stillet en række spørgsmål, inden de får lov at gå ombord på fly ud af landene. Det handler blandt andet om hvorvidt de rejsende har været i kontakt med ebola-smittede. Exit-screeningerne blev dog først indført i denne uge, så smittede kan sagtens være fløjet videre til Europa i de forgangne uger uden at have tegn på at være syge.

Der er ingen direkte flyforbindelser mellem danske lufthavne og lufthavne i de berørte vestafrikanske lande. Men selskaber som Royal Air Maroc, Brussels Airlines og Air France flyver stadig til området. Alle tre selskaber har flyvninger til Danmark fra henholdsvis Casablanca, Bruxelles og Paris.

Hvis en passager på et fly på vej mod en dansk lufthavn har symptomer på ebola og har været i Vestafrika fornylig, bliver et større beredskab sat i gang for at tage imod flyet. Det ledes af Sundhedsstyrelsen.

Til København
I september 2012 lagde Københavns Lufthavn jord til en større øvelse, der netop handlede om, at et fly med en passager smittet med en såkaldt liste A-sygdom som SARS eller ebola kom til København.

Navair, der står for kontrollen med det danske luftrum, deltog i øvelsen sammen med blandt andet Københavns Lufthavns operations center, SAS, Københavns Politi og Region Hovedstadens akutlæger og Hvidovre Hospitals afdeling for håndtering af farligt smitsomme sygdomme.

Konkret skulle øvelsen blandt andet teste alarmeringsvejene og kontakten til piloten omkring situationsmeldinger. Desuden var det vigtigt at øve håndteringen af den/de syge ombord i flyet, herunder at få den/de syge ud af flyet.

Endelig var der fokus på håndteringen af kontakten til flyet og information til flyets passagerer og besætning om hvorvidt de frit kan forlade flyet og hvilke foranstaltninger, der skal iværksættes når de ikke-smittede passagerer forlader flyet.

Billeder fra øvelsen i Københavns Lufthavn i september 2012. Fotos: Susanne Østergaard, Hvidovre Hospital.