SAS Airbus A320neo. (Foto: Stein Olsen | Creative Commons Attribution-Share Alike 2.0 Generic license.)

SAS åbner Israel-rute

SAS har valgt Stockholm fremfor København som udgangspunkt for ny vinterrute til israelsk badeby.

Uro i Syrien, Israel, Egypten og Irak har ikke just gjort noget godt for Israels turistindustri i de senere år. Men nu får industrien lidt hjælp fra SAS. Den 28. oktober åbner det skandinaviske flyselskab nemlig en rute mellem Stockholm Arlanda og Ovda-lufthavnen nord for badebyen Eilat, der ligger ud til Det Røde Hav i det sydlige Israel.

Ruten vil blive opereret hver lørdag frem til og med den 24. marts næste år.

SAS’ ruteåbning vækker jubel i Israel.

”Vi er glade for beslutningen om, at SAS nu vil flyve direkte fra Stockholm til Eilat. Det har længe været vores mål at etablere direkte ruter til Israel, som også er af stor gevinst, når mange flyselskaber i dag flyver her med et rekordstort antal rejsende. Vi glæder os over de svenske turister vender tilbage til Eilat og vælger en attraktiv og unik destination som denne. At opleve f.eks ørkenen i vinterhalvåret er en unik oplevelse, siger Israels turistminister Yariv Levin.

Eilat byder på alt fra hvide sandstrande, dykning blandt koralrev og ørkenture til et liv af spektakulære hoteller og natteliv.

”SAS fortsætter lanceringen af nye ruter til populære destinationer for at forbedre tilbuddet til vores rejsende. Vi tilføjer en ny direkte rute til Eilat, som en del af vores seneste nyheder i vores vinterprogram. Eilat er en destination, hvor svenske turister har været på rejse i årtier,” siger Anders Wahlström, salgschef for SAS i Sverige.

Tilbage efter 10 år
Hos Swedavia, der står for at drive Stockholm Arlanda-lufthavnen, er man glade for at få Eilat tilbage på rutekortet.

”Vi er glade for, at SAS nu starter op en regelmæssig direkte linje til Eilat, når det er ti år siden rejsende kunne flyve direkte dertil fra Sverige. Tendensen med en stigning i private rejser fortsætter, og ofte til destinationer forholdsvis tæt på,” siger Elizabeth Axtelius, marketingdirektør i Swedavia.

Flyet afgår fra Stockholm Arlanda hver lørdag kl. 13 og lander i Eilat kl. 18.50. Klokken 19.40 går turen tilbage og flyet lander i Arlanda kl. 23.45. Flyvetiden er beregnet til 4 timer og 50 minutter den ene vej og 5 timer og 5 minutter den anden vej. SAS forventer at anvende Airbus A320neo-fly på ruten. De har i SAS’ konfiguration plads til 168 passagerer. Af SAS’ hjemmeside fremgår det, at flyet lander i og letter fra Ovda-lufthavnen cirka 60 kilometer nord for Eilat. En ny lufthavn er dog ved at blive opført tættere på byen og skal efter planen tages i brug på omkring samme tidspunkt, som SAS åbner sin nye rute.

Ikke længere på programmet
Når SAS vælger at åbne en Eilat-rute fra Stockholm og ikke fra København, så skyldes det formentlig en kombination af at det svenske marked er større og at det er markant billigere at flyve fra Arlanda end fra CPH.

Solhungrende danskere har i flere år i de kolde vintermåneder haft mulighed for at tage med charterfly til den israelske badeby Eilat med blandt andre Bravo Tours, der har haft fly fra København, Billund, Aalborg og sågar HCA Airport ved Odense. Bravo Tours har dog ikke længere Eilat på programmet.

Til gengæld åbnede Royal Jordanian Airlines i februar en rute mellem Københavns Lufthavn og den jordanske by Aqaba, der ligger lige ved siden af Eilat. Turistmyndighederne i Aqaba ville også gerne have flere turister til byen. De har derfor lavet en aftale med Royal Jordanian’s chartergren, Royal Wings, om flyvninger fra Aqaba til København, Bruxelles, Stockholm og Helsinki.

 

 

Relaterede artikler:

Lavprisselskaber har kig på Israel

Jordanere åbner CPH-rute

Fra Odense til Mellemøsten

Bravo Tours holder stædigt fast

SAS lukker rute til Tel Aviv