Bombardier CRJ900

SAS aflyser 766 flyafgange

Det tager længere tid end forventet at uddanne nye piloter til SAS-datterselskabet Cimber. Derfor må SAS fremt til midten af maj aflyse 766 flyvninger, hvilket rammer omkring 10.000 passagerer, der allerede har booket billet.

Den akutte pilotmangel i SAS-datterselskabet Cimber ser ud til at fortsætte. Selskabet producerer i dag alle SAS-flyvninger med CRJ900-fly, primært på de danske indenrigsruter samt på regionale ruter fra Københavns Lufthavn.

Problemerne startede i begyndelsen af november, da SAS havde taget hul på vintertrafikprogrammet, og indtil videre er der aflyst lige i underkanten af 300 flyvninger, da der ikke har været piloter til rådighed til at betjene flyene.

I går kunne SAS så meddele salgskontorer og rejsebureauer, at der er flere aflysninger i vente. I perioden fra den 4. februar frem til og med den 14. maj aflyser SAS i alt 766 afgange, der skulle have været opereret med Cimbers CRJ900-fly.

“Vi har valgt at planlægge så langt frem i tiden for at minimere de gener, der ligger i aflysningerne og for bedre at kunne håndtere de fremadrettede driftsforstyrrelser,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

Den akutte pilotmangel er opstået som følge af, at SAS oprindeligt flyttede selskabets piloter med over til Cimber, da man overtog selskabet i begyndelsen af 2015. Sidenhen fik SAS behov for selv at øge produktionen på egne flyvninger, hvorfor piloterne blev trukket tilbage i moderselskabet. Men den kalkulerede tidsramme for at uddanne nye piloter til Cimber har vist sig ikke at holde.

“Det er en udfordrende proces at få ansat og skolet piloter til Cimber, og det har vist sig at være mere langsommeligt end forventet. Vi håber, at vi er kommet helt i mål i midten af maj måned,“ forklarer pressechefen.

Berører omkring 10.000 passagerer
Omregnet til antal udbudte sæder svarer 766 aflyste flyafgange med CRJ900-flyene til 67.408 sæder. Men set over den lange periode og i forhold til totalproduktionen mener SAS ikke, at aflysningerne fylder så meget, som det kunne lyde.Ifølge SAS svarer det til syv aflyste afgange per dag eller 0,8 procent af produktionen i aflysningsperioden.

Alligevel skal SAS have informeret omkring 10.000 passagerer, der allerede har bestilt en billet til de aflyste flyvninger.

“Selv om aflysningerne kun rammer omkring 0,15 procent af vores kunder i perioden, er det naturligvis kedeligt for de passagerer, der bliver berørtt. Vi er heldigvis ude i god tid, så vi bedre kan hjælpe med alternativer,“ understreger Trine Kromann-Mikkelsen.

Aflysningerne rammer primært de nordeuropæiske ruter, hvor det især er weekend-afgange samt ruter med natstop, der vil blive berørt.

De fleste aflysninger koncentrerer sig om ruterne fra København til Warszawa, Wroclaw og Palanga. Her fjernes fem hverdagsafgange om ugen i store dele af perioden..

Ellers rammer aflysningerne ruter til Aalesund, Aberdeen, Amsterdam, Bergen, Birmingham, Bruxelles, Düsseldorf, Frankfurt, Gdansk, Gøteborg, Hamborg, Helsinki, Manchester, Pristina, Stavanger, Stuttgart samt Vilnius.