SAS ATR72-600 opereret af Jet Time. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

SAS erstatter Cimber-fly med ATR72-fly

SAS vil kunne få bedre lønsomhed med ATR-fly end Cimbers nuværende fly. Derfor vil samarbejdet med det sønderjyske flyselskab ophøre.

SAS var fødselshjælper, da Cimber A/S blev etableret i maj måned 2012 blot 14 dage efter konkursen i Cimber Sterling. Det var ønsket om at kunne fortsætte flyvningerne med Cimbers CRJ200 jetfly, der fik SAS til at indgå en kontrakt med personkredsen bag det sønderjyske flyselskab, så der var et grundlag for etablering af en ny virksomhed.

Men ved udgangen af marts måned næste år er der udsigt til, at Cimber A/S endegyldigt vil stoppe som flyselskab. SAS har nemlig opsagt samarbejdet med flyselskabet.

“Vi er i en branche, hvor marginalerne er pressede, og vi kan få bedre lønsomhed med ATR-fly end CRJ200-flyene fra Cimber. Vi kommer til at lave en aftale med et flyselskab, der vil flyve med tre ATR-fly for os,“ forklarer pressechef Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

Hun understreger, at man hos SAS er rigtig kede af, at samarbejdet med Cimber ikke kan fortsætte.

“Det har været nogle sympatiske mennesker at samarbejde med, så det er meget beklageligt. Vi har heller ikke haft en finger at kunne sætte på de opgaver, som Cimber har løst for os,“ fastslår pressechefen.

Hvilket flyselskab, der fremover skal flyve for SAS, ønsker SAS ikke at løfte sløret for. Hos Jet Time og DAT afviser man begge steder at have fået opgaven, hvorfor det er sandsynligt at der er tale om svenske Braathens Aviation (Golden Air).

18 piloter tilbage til SAS
CRJ200-flyene fra Cimber A/S har været opereret med en besætning på tre personer. I cockpittet har været to piloter fra SAS, mens kabinen har været serviceret af Cimbers egne medarbejdere.

Når aftalen med Cimber A/S ophører, vil der således være 18 piloter, der skal tilbage til SAS.

“Piloterne kommer ind i vores produktion, når kontrakterne med Cimber ophører. Der skal nok være noget for dem hos SAS,“ siger Trine Kromann-Mikkelsen.