SAS fylder 70 i år

SAS blev etableret den 1. august 1946, og en projektgruppe arbejder i øjeblikket med de konkrete initiativer, der skal markere det skandinaviske flyselskabs runde fødselsdag.

Mandag den 1. august 2016 vil markere 70-års dagen for etableringen af Scandinavian Airlines System – eller i daglig tale kaldet SAS.

Den 1. august 1946 besluttede de tre skandinaviske stater, at Det Danske Luftfartsselskab (DDL), Det Norske Luftfartsselskap (DNL) samt Svensk Interkontinental Lufttrafik AB (SILA).

Det skal naturlig fejres behørigt, og SAS har lagt ud med små historier i kundemagasinet Scandinavian Traveler, hvor der er etableret en særlig jubilæumsside med navnet; scandinaviantraveler.com/sas70. Her bliver læserne opfordret til at indsende historier, som vil kunne bruges i løbet af året til at tegne et billede af SAS og den 70-årige lange historie.

Men der kommer meget mere. En projektgruppe i SAS er blevet nedsat for at beslutte, hvilke fysiske events, der skal iværksættes. Marketingafdelingen er tovholder, og der deltager medarbejdere fra alle afdelinger i SAS samt fra museerne.

“Kampagnen i Scandinavian Traveler skyder det hele i gang, og vi starter med at skabe en tilbagebliksfølelse, inden vi stille og roligt bevæger os mere over i fremtiden. Vi kommer også til at bruge de sociale medier, så man kan involvere kunder og medarbejdere,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Et samarbejde, der har virket
Vilkårene for samarbejdet omkring SAS har bestået i snart 70 år. Efter formlen 2:2:3 ejer de tre skandinaviske stater 50 procent af aktiekapitalen i SAS fordelt med hver 14,3 procent til Danmark og Norge samt 21,4 procent til Sverige.

“SAS er et eksempel på et fællesskandinavisk samarbejde, der har virket. Det er også et af elementerne i vores strategi, at vi er et flyselskab, der løfter en infrastruktur-opgave i Skandinavien. Det er en stor opgave, som vi har løftet med vilje til at investere i regionerne,“ understreger pressechefen.

Forhandlingerne om et fællesskandinavisk flyselskab tog sin begyndelse allerede i 1940, men der kom først fart i drøftelserne efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Seks møder skulle der til, før forhandlingerne kunne afsluttes i Oslo kl. tre om natten mellem den 31. juli og 1. august.

Aftalen om SAS blev indgået af Per Kampmann på vegne af DDL, Thomas S. Falck Jr. på vegne af Det Norske Luftfartsselskab, mens Sverige og SILA var repræsenteret ved Marcus Wallenberg.