SAS henter hjælp i Portugal

Tekniske problemer med flere langrutefly får SAS til at hente et fly ind fra Portugal for at afbøde generne for passagererne. Vikarflyet har bar ombord.

Når SK909 kl. 12.25 i dag afgår fra Københavns Lufthavn mod New Yorks Newark-lufthavn, så vil passagererne på flyvningen ikke sidde i et af SAS’ normale Airbus A330-300 eller Airbus A340-300 langdistancefly. I stedet vil de sidde i et Airbus A340-500 fly, som SAS har indlejet fra portugisiske Hifly. Det samme vil være tilfældet, når SK910 senere i dag sætter kursen tilbage mod København.

SAS har nemlig valgt at hyre hjælp ind fra Portugal i stedet for at aflyse flyvninger, sådan som man har gjort henover weekenden og mandag som følge af blandt andet tekniske problemer på to af selskabets i alt 12 langdistancefly.

Det er indtil videre planen, at Hifly-flyet kun skal tage sig af denne ene rotation fra CPH til Newark og retur. På onsdag skulle det ene af SAS’ egne langdistancefly gerne være tilbage i drift.

Det ene fly, et Airbus A330-300 fly med registreringen LN-RKH, har haft motorproblemer og står nu i Stockholms Arlanda-lufthavn. Det er det fly, som SAS forventer at have klart igen. Det andet fly er et Airbus A340-300 fly med registreringen OY-KBI. Det har problemer med sine flaps.

Nigerias første pilot
Det tilkaldte vikarfly bliver det ene af de to Airbus A340-500 fly, som den portugisiske wet lease-operatør netop har fået tilbage fra det nigerianske flyselskab Arik Air. De to fly er begge omkring syv år gamle – omtrent halvt så gamle som SAS’ egne fly. Flyene er ifølge Hifly’s hjemmeside indrettet med 36 business class-sæder og 201 economy-sæder samt et barområde til business class-passagererne. Noget SAS’ egne fly ikke har. SAS’ Airbus A330-300 fly har 32 business class-sæder, 56 SAS Plus-sæder og 178 SAS Go-sæder. Selskabets Airbus A340-300 fly har typisk en konfiguration der hedder 46 business class-sæder, 28 SAS Plus-sæder og 171 SAS Go-sæder.

Det ene af de to portugisiske fly er opkaldt efter Bob Hayes, der var Nigerias første pilot. Airbus A-340-500 er den version i Airbus A340-familien, der kan flyve ekstra langt. Det var således en -500, som Singapore Airlines brugte, da man opererede verdens længste flyrute fra Singapore til New York.

(Øverst) Det ene af Hifly’s to Airbus A340-500 fly er opkaldt efter Nigerias første pilot. Foto: Hifly.

(Nederst) Hifly’s Airbus A340-500 fly er udstyret med en bar til business class-passagererne. Foto: Hifly.