SAS holder vinterpause på Nice-rute

SAS har valgt helt at lukke sin rute fra København til Nice i januar næste år.

I de varme sommermåneder er ruten mellem København og Nice uhyre populær med mange ugentlige flyvninger. Alene SAS har i disse uger 15-16 ugentlige flyvninger med store Airbus A320 og A321-fly.

Men når temperaturerne falder i den franske middelhavsby så falder danskernes interesse for at flyve til byen også. Det ved man hos SAS, der nu vælger helt at lukke ruten i en periode på en måned i vintersæsonen.

Fra og med den 7. januar frem til og med 6. februar vil der således slet ikke være hvide, blå og røde SAS-fly i luften over Europa på vej mellem København og Nice. I forvejen drosler selskabet i den øvrige del af vintersæsonen ned til kun at have fire ugentlige flyvninger på ruten.

Foto: Lafrance / Wikimedia Commons