(Foto: )

SAS indfører sædegebyr i Skandinavien

Fra den 11. november skal der hos SAS betales 69 kroner per strækning, hvis man på forhånd vil sikre sig et favoritsæde på intra-skandinaviske flyvninger samt på indenrigsruterne.

I april måned i år indførte SAS et sædegebyr fra Skandinavien til samtlige europæiske destinationer. Det betød, at der skulle betales et tillæg på 99 kroner per strækning, hvis man på forhånd ville sikre sig et bestemt favoritsæde på flyvninger i serviceklassen SAS Go.

Den 11. november bliver sædegebyret på SAS Go udvidet til også at omfatte indenrigsruter i Danmark, Norge og Sverige samt de intra-skandinaviske flyvninger.

Gebyret for en sædereservation bliver på 69 kroner, hvis man bestiller op til 22 timer før afgang. Fra dette tidspunkt kan alle frit bestille de resterende sæder.

Der er dog undtagelser. EuroBonus-medlemmer med kort af typerne Pandion (EBP), Diamond (EBD) og Gold (EBG) slipper for at betale gebyret, og det samme gør rejsende i grupper, døve, blinde, handicappede samt uledsagede børn.

Booking af favoritsæde kan se gennem de sædvanlige SAS-kanaler samt gennem rejsebureauer, der anvender GDS-systemer fra Amadeus, Galileo, Worldspan. Apollo og Sabre.

Ingen forringelse
Hos SAS har man ikke en forklaring på, hvorfor man netop nu vælger at tage gebyr for forudbestilling af sæde. Allerede i april indførte man gebyret på de europæiske ruter.

“Nye produkter kan enten foldes ud på en gang eller også kan man vælge at lade det ske gradvist, som vi har gjort i dette tilfælde,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

At kunderne kun kan vælge deres favoritsæde på dansk indenrigs uden gebyr, hvis de rejser på SAS Plus, ser pressechefen ikke som en forringelse af produktet.

“Vi åbner for indcheckning 22 timer før afgang, hvor alle har mulighed for frit at vælge sæde, og nogle vil måske foretrække at gøre det i lufthavnen. Vi ville ikke have åbnet for det i Skandinavien, hvis vi havde oplevet en massiv negativ kundestorm, da vi indførte det i Europa tidligere på året.“

SAS og Norwegian inspirer hinanden
Med sædegebyret på indenrigsruterne og de intra-skandinaviske ruter vil mange mene, at SAS efterhånden ligner Norwegian. Det norske lavprisflyselskab tager et gebyr på 65 kroner for sædereservation, mens SAS har lagt sig fire kroner højere med 69 kroner.

“Vi er ikke et selskab, der driver vores forretning ved at adskille os fra Norwegian. Vi skal ikke lave et SAS, der er anderledes end Norwegian. I stedet vil vi fokusere på at give kunderne, hvad de vil have,“ siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Hvis den tese holder, har Norwegian tilsyneladende lang tid før SAS fundet ud af, at kunderne ønsker at betale for sædereservation. Men det norske lavprisflyselskab har også kopieret en række af de fartskabende fordele, som SAS har slået sig op på.

“Det er ikke rimeligt at sige, at SAS bliver Norwegian, og Norwegian bliver SAS. Både vi og Norwegian tilbyder det, som kunderne efterspørger, men der er stadig et valg at tage. Det kan være at komme videre i netværk, optjene bonuspoint eller vælge præcis den afgang på dagen, som passer,“ fastslår pressechefen.