- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS: Ingen planer om ikke-skandinaviske vilkår

SAS vil holde fast i skandinaviske overenskomster, selvom det gør produktionen dyrere. Men det kræver at medarbejderne ikke går amok i høje lønkrav.

Kunne SAS en dag finde på at følge i blandt andre Norwegian og Finnairs fodspor og ansætte personale i andre lande end Danmark, Norge og Sverige med helt andre løn- og arbejdsvilkår? At tanken ikke ligger selskabets ledelse fjern kunne man foranlediges til at tro i forlængelse af en udtalelse fra koncernchef Rickard Gustafson i forbindelse med præsentationen af selskabets kvartalsregnskab.

I en pressemeddelelse om regnskabet siger Gustafson:

”Det europæiske luftfartsmarked er under hastig forandring. Tendensen hen mod størst vækst i fritidsrejse-segmentet og en stigende prisfølsomhed hos kunderne, skaber udfordringer for rentabiliteten i luftfartsbranchen. På nuværende tidspunkt er SAS det eneste flyselskab, der opererer mellem Skandinavien og Europa, hvor besætninger udelukkende er underlagt skandinaviske ansættelsesvilkår,” pointerer Rickard Gustafson og fortsætter:

”På den baggrund må vi fortsætte med at ændre os for derved at sikre en langsigtet konkurrenceevne og et solidt udbytte for vores aktionærer,” siger Rickard Gustafson.

Koncernchefens udtalelser skal dog ikke forstås sådan, at SAS også en dag kunne finde på at ansætte flyvende personale på ringere vilkår end de skandinaviske overenskomster.

”Det er ikke vores politik og strategi. Vores plan er at vedblive med at have skandinaviske overenskomster,” understreger koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen overfor CHECK-IN.dk.

Ikke gå amok
Det kræver dog at medarbejderne ikke stiller urealistiske krav, pointerer Lars Sandahl Sørensen.

”Det er vigtigt at vi sender et signal til medarbejderne om ikke at gå amok. At de ikke går ombord i urealistiske krav om høje lønninger og arbejdsvilkår,” fastslår Lars Sandahl Sørensen.

For politikken om at fastholde skandinaviske overenskomster gør SAS’ produktion dyrere end konkurrenternes.

”Den enorme konkurrence betyder, at hver eneste krone tæller. Og vores produktion er enormt højomkostningsbelagt. Bruttoudgifterne er bare højere end konkurrenternes. Derfor er det vigtigt at vi gennem overenskomstforhandlinger sørger for at SAS fortsat kan være konkurrencedygtig,” siger Lars Sandahl Sørensen.

Han var i sidste uge direkte involveret i forhandlingerne med de norske piloter om en ny overenskomst. Næsten 18 timer efter at tidsfristen egentlig var overskredet lykkedes det at lande en aftale.

Det gjorde det derimod ikke i Sverige, hvor parallelle forhandlinger endte uden en aftale. Derfor nedlagde 400 svenske SAS-piloter arbejdet fredag aften.

 

Relaterede artikler:

SAS-strejke er en realitet

Norsk SAS-strejke afværget