LN-RKP, da flyet blev gjort klar til levering til SAS.

SAS kan ikke forhindre aflysninger trods reservefly

SAS fik sidste år et ekstra langdistancefly i flåden som reservefly. Flyet kan dog ikke dække alle ruter, hvorfor SAS-passagerer stadig må leve med aflysninger og forsinkelser.

Ingen sommer uden forsinkelser og aflysninger på langdistanceruterne hos SAS. Således heller ikke i denne sommer, hvor passagererne endnu engang må leve med en grad af ustabilitet hovedsagligt som følge af tekniske problemer med selskabets A330 og A340-fly.

I løbet af de seneste 30 dage har SAS aflyst 20 interkontinentale flyafgange og har i et enkelt tilfælde måttet indleje et Airbus A340-500 reservefly fra portugisiske Hifly. I øvrigt samme selskab som Norwegian har benyttet i et stort omfang, når der har været problemer med Dreamliner-flyene.

I lørdags måtte et A330-fly (LN-RKN) fra Chicago til Stockholm vende om på grund af tekniske problemer. Flyet blev dagen efter positioneret tilbage til Stockholm uden passagerer som rutenummer SK6900. Flyet er dog tilbage i drift igen.

Herudover har et A330-fly (LN-RLH) haft motorproblemer, hvor det har taget en uge at rekvirere og udskifte en motor. Endelig har A340-flyet (OY-KBI) haft problemer med flaps og har også måttet stå på jorden et par dage.

Det skal retfærdigvis nævnes, at hovedparten af problemerne lå i slutningen af juni måned, mens der har været relativt få forstyrrelser i løbet af juli måned.

“Det er meget uheldigt for SAS med alle disse aflysninger og store forsinkelser på langrutenettet. For mig at se, er det desværre et tilbagevendende sommerproblem. Falder bare en af A330/A340´erne ud, har det straks store konsekvenser andre steder. Ærgerligt for gæsterne især, men bestemt også ærgerligt for SAS-omdømmet,“ lyder det fra en SAS-medarbejder.

Hos SAS afviser man den interne kritik.

“Jeg er ikke enig i dette. Det er korrekt, at vi havde en dårlig start på sommeren, og det var bekymrende. Men jeg mener ikke, at det har været graverende for vores omdømme,“ siger Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS Danmark, til CHECK-IN.dk.


Reservefly kan ikke flyve alle ruter
Ved begyndelsen af sommertrafikprogrammet sidste år indsatte SAS et indlejet A340-300 fly, der tidligere havde tilhørt LAN Airlines i Chile. Dette fly med registreringen LN-RPK skulle fungere som backup-fly på langdistanceruterne for at undgå forsinkelser og aflysninger i højsæsonen, hvor belægningen typisk er på 90 procent eller derover.

Men flyet indgår i det tætte trafikprogram, så det i realiteten er de øvrige fly, der også skal fungere som backup-kapacitet.

“Reserveflyet kan ikke benyttes på alle ruter. Det er vigtigere, at det indgår ét sted dagligt, og så kan de andre fly assistere som reservefly, hvor vi kan omdisponere og derfra hente reservekapacitet,“ forklarer pressechefen.

Reserveflyet fra LAN, som SAS lejede sidste år på en seksårig aftale, er indrettet med en anden konfiguration end de øvrige syv Airbus A340 langdistancefly i flåden. Herudover er der ikke et hvilemodul med faste vægge, hvorfor flyet ikke kan benyttes på afgange til og fra Stockholm, da det svenske kabinepersonale ikke vil acceptere et hvilemodul med gardiner.

Skønsmæssigt har op imod 5.000 passagerer indenfor den seneste måned været berørt af aflysninger eller forsinkelser på langdistanceruterne hos SAS.