(Foto: Businessclass.dk)

SAS-kunder tvinges til at købe dyrere billetter

Salget af Plus-billetter hos SAS er i første kvartal steget med næsten 12 procent. Det er ikke optimisme i erhvervslivet, men i stedet færre billige flysæder, der trækker væksten.

SAS kunne i sidste uge præsentere en kvartalsrapport med et underskud før skat på 670 mio. kroner trods indtægtsforbedringer på 375 mio. kroner.

Et af de positive elementer for det skandinaviske flyselskab var, at antallet af Plus-billetter i første kvartal af finansåret var steget med 11,6 procent. Netop det faktum havde bidraget til at løfte indtægterne.

Stigningen i Plus-salget kunne være en indikator på et begyndende opsving hos erhvervslivet, men det lader ikke til at være tilfældet. I stedet er det et spørgsmål om, at SAS har tilpasset kapaciteten, således at der bliver færre Go-billetter at købe.

“Om erhvervslivet har lempet på deres rejsepolitikker er jeg usikker på. Rigtig meget afhænger af, at der ikke er den overkapacitet, som vi så tidligere. Der er ofte udsolgt på Go, og så bliver der købt op til Plus,“ forklarer koncerndriftsdirektør Flemming Jensen til CHECK-IN.dk.

Go- og Plus servicekoncepterne blev introduceret af SAS i midten af 2013, og efter lidt mere end 18 måneder i markedet, er de nye produkter ved at vinde indpas.

“Jeg tror, at vores kunder først lige skulle forstå, hvad det var. Det vi ser nu, er at flere kunder begynder at forstå den værdi, der er i SAS Plus, og man er derfor også villig til at betale for det,“ siger Flemming Jensen.

Op til 60 procent dyrere
Den afgørende forskel på Go og Plus er, at Plus-kunderne får et gratis måltid, har adgang til at medbringe to stykker bagage á 23 kg per person samt adgangen til lounge og fast track. Elementer, som var en del af den tidligere Business Class, som SAS afviklede i juni 2013.

Plus-passagerer får også adgang til at bestille sit sæde med det samme, fleksibilitet og refunderingsmulighed på billetten samt ekstra EuroBonus-point.

Prisforskellen fra Go til Plus vil typisk være på mellem 40 og 60 procent, så en øgning i Plus-salget på næsten 12 procent skæpper godt i kassen hos SAS.

Billigste enkeltbillet på strækningen København-Frankfurt er i Go-konceptet på 699 kroner, mens en Plus-billet på samme afgang koster 1.099 kroner.

Foto: Businessclass.dk