SAS i luften med ny hjemmeside

SAS er gået i luften med en ny dansk hjemmeside. Senere følger nye hjemmesider i andre lande.

Som en del af SAS’ store investering i digitale løsninger, lancerer selskabet nu ny hjemmeside – i første omgang kun i Danmark. Den nye hjemmeside er ifølge SAS hurtigere, mere fleksibel og giver samtidig kunderne en mere personlig og smidig oplevelse.

Den nye hjemmeside, som findes på sas.dk, er udviklet og designet på baggrund af feedback fra de rejsende. Ifølge SAS, så er hjemmesiden lavet i et moderne og skandinavisk design i tråd med SAS visuelle identitet og samtidig tilpasset og optimeret til mobile devices. Sitet har flere nye funktioner, som SAS håber vil gøre bookingen mere brugervenlig og rejseoplevelsen mere personlig.

”Vi ved, at tid er afgørende for vores rejsende, og derfor fortsætter vi med at videreudvikle og styrke digitale løsninger, som gør rejsen enklere og mere smidig. Vi er allerede førende på dette område. Vores app er kåret som den bedste rejseapp i Europa, og derfor er vi glade for nu at kunne præsentere en ny mere brugervenlig og personlig hjemmeside,” siger Eivind Roald, kommerciel direktør i SAS.

Flere nye features
Blandt de nye features, er en ny rejsebjælke, som gør det enklere at booke og håndtere rejsen gennem ”Explore”, ”Book”, ”Check-in” and ”My Trips” sektionerne. Andre nye features, som gør bookingen enklere, er ”geolokation” og ”recent searches”. Herudover kan de rejsende vælge at gemme deres foretrukne lufthavn. Hvis de logger ind på sitet, vil de blive mødt af information, som er relevant for netop dem, samtidig med at deres personlige informationer, såsom telefon- og pasnummer, tilføjes automatisk.

Lanceringen af den nye hjemmeside, er blot starten på SAS’ såkaldte platformstransformation. SAS fortsætter med at videreudvikle og styrke de digitale løsninger for at gøre rejsen enklere, smidig og personlig. Mange nye features for SAS’ frekvente rejsende og EuroBonus-medlemmer vil løbende komme til i det kommende år.

”Mere end halvdelen af vores rejsende booker deres rejse via vores digitale løsninger, og derfor er de en helt afgørende del af rejseoplevelsen. Vi vil gerne give vores rejsende relevant og personlig information, når de er på farten, hvad enten det handler om, hvordan man kommer til lufthavnen, hvor lange køerne er i sikkerhedskontrollen eller information om bagage. Her kommer blandt andet EuroBonus til at spille en afgørende rolle,” siger Eivind Roald.

I begyndelsen af næste år lanceres det nye site i Sverige og Norge og i foråret på SAS’ øvrige markeder.

 

 

Relaterede artikler:

Nye SAS-hjemmesider på trapperne

SAS ruller ny hjemmeside ud

Falsk SAS-hjemmeside