Bombardier Dash8-Q400 fra Luxair. (Foto: Luc Willems | GNU Free Documentation License)

SAS og Luxair i nyt samarbejde

SAS har indgået et kommercielt samarbejde med Luxair, der er Luxembourgs nationale flyselskab.

Den 25. oktober 2015 måtte SAS trække sig fra ruten mellem København og Luxembourg, idet Luxair to år forinden havde etableret sig på ruten og skabt problemer for SAS med at opretholde lønsomheden med selskabets to daglige afgange betjent med Bombardier CRJ900-fly.

Sidenhen har Luxair været alene på ruten, og nu er de to parter klar til et samarbejde. Ved sommertrafikprogrammets start den 26. marts er der indgået en codeshare-aftale, således at SAS får selskabets SK-kode på Luxairs flyvninger til Luxembourg fra henholdsvis København og Stockholm. Til gengæld kan Luxair benytte sin markedsføringskode LG på flyvninger til Stockholm og København fra henholdsvis Oslo, Gøteborg, Helsinki, Tallinn, Riga, Palanga, Vilnius og Billund.

Luxair flyver 12 gange om ugen mellem København og Luxembourg fordelt på to afgange på alle hverdage samt en enkelt afgang på lørdage og søndage. Fra Stockholm-Arlanda er der en enkelt afgang på samtlige syv dage i ugen. Luxair benytter fly af typen Bombardier Dash8-Q400 med plads til 76 passagerer. Det var denne flytype, som SAS i efteråret 2007 valgte at trække ud af flåden efter tre havarier i løbet af blot 49 dage.

Politikere og finansfolk
Luxembourg er et af EU´s politiske centre, hvorfor der er særligt mange EU-politikere og embedsmænd på flyruterne. Europa-Parlamentet har sit sekretariat i Luxembourg, mens EU-Kommissionen også har afdelinger i storhertugdømmet. Herudover har den finansielle sektor store interesser i Luxembourg.

Luxair er en del af LuxairGroup, der udover passagerflytrafik også omfatter rejsearrangørvirksomhed og luftfragt. Koncernen beskæftiger i alt 2.300 ansatte og Storhertugdømmet Luxemborg er hovedaktionær med 39 procent af aktiekapitalen. Herudover har Luxembourgs nationalbank en aktiepost på næsten 22 procent, således at flyselskabet er statsligt kontrolleret. Lufthansa ejede indtil 2014 omkring 13 procent af aktierne i LuxairGroup, men disse blev afhændet til luxembourgske Delfin, som den italienske erhvervsmand Leonardo Del Vecchio står bag.

 

Relaterede artikler:

SAS lukker rute til Luxembourg

Luxair går efter skandinaver

Luxair vender tilbage til CPH