(Foto: Joakim J. Hvistendahl)

SAS: Massestop for adgang til lounges

SAS lukker for Business- og Plus-kunder samt Eurobonus Guld-medlemmers adgang til lounges i 40 europæiske lufthavne inklusiv Aalborg og Billund.

SAS-rejsende på Business og Plus samt Eurobonus Guld-medlemmer må fremover tage plads på bænkene blandt de almindelige passagerer i 40 af de europæiske lufthavne, som SAS flyver fra.

Fra 1. januar har de nemlig ikke længere adgang til lounges i otte europæiske lufthavne og den 1. februar er det slut med at gå ind i loungene i 32 andre europæiske lufthavne.

Blandt de 40 lufthavne, hvor SAS ikke længere tilbyder loungeadgang, vil være Billund (fra 1. januar) og Aalborg (fra 1. februar) samt destinationer som Manchester, Barcelona, Riga, Vilnius, Prag og Rom. Se samlet oversigt nederst i artiklen.

I London Heathrow og Milano Malpensa vil der fremover kun være adgang til Star Alliance-loungen og ikke de særlige SAS-lounges, som i dag drives af en ekstern operatør.

Fremover vil SAS’ udbud af loungeadgang – i lufthavne som selskabet flyver til – kun bestå af egne lounges i ni skandinaviske lufthavne samt i Helsinki, Paris Charles de Gaulle, New York Newark og Chicago O’Hare samt 16 europæiske Star Alliance-lounges og henholdsvis fire og seks Star Alliance-lounges i Asien og USA. Hertil kommer Star Alliance-lounges i lufthavne verden over, som SAS ikke flyver til.

SAS Plus-kunder vil ikke længere være velkommen i de asiatiske og amerikanske Star Alliance-lounges.

Stryge hurtigt igennem
Også tilbudet om at benytte fast track-sikkerhedskontrollerne i de forskellige lufthavne bliver skåret ned.

Således er det fra 1. januar ikke muligt for rejsende på SAS Plus og SAS Business samt Eurobonus Guld-medlemmer at benytte fast track i Dublin, Milan Linate, Milano Malpensa, Rome og Vilnius. Og fra 1. februar er det slut med at stryge hurtigt igennem lufthavnene i Genève og Malaga.

Der vil fortsat være fast track-adgang i 45 skandinaviske og europæiske lufthavne samt i syv amerikanske lufthavne og en asiatisk lufthavn. Adgangen til det hurtige spor i USA og Asien gælder dog ikke længere for rejsende på SAS Plus.

Styrke eget tilbud
Hos SAS forklarer man den store nedskæringen i loungetilbuddet med, at man hellere vil satse på at forfine servicen i de lounges, som selskabet selv driver.

“For at kunne fortsætte med at investere i SAS Lounges og SAS Fast Track, afslutter vi samarbejdet med nogle af de lounges, som opereres af tredjepart. Der er stadig adgang til over 1.000 Star Alliance lounger verden over. De vigtigste og mest besøgte SAS lounges investerer vi i. For eksempel i nye og større indenrigslounges i Stockholm og Oslo, og vi opgraderer vores internationale SAS Lounges i New York, Paris og Chicago. På den måde kan vi styrke vores eget tilbud til størstedelen af vores SAS Plus- og SAS Business-passagerer, vores medlemmer, og vores 29 millioner årlige passagerer,” forklarer pressechef i SAS, Mariam Skovfoged, til CHECK-IN.dk.

SAS opremser alle lounge- og fast track-ændringer i dette dokument.

 

Ingen lounge adgang for SAS Business og SAS Plus-kunder samt Eurobonus Guld-medlemmer:

Fra 1. januar:
Billund, Dubrovnik, Dublin, Nice, Riga, Split, Venice, Vilnius.

Fra 1. februar:
Aalborg, Aberdeen, Alicante, Barcelona, Birmingham, Bologna, Budapest, Bukarest, Edinburgh, Faro, Gdansk, Krakow, Las Palmas, Linköping, Malaga, Malta, Manchester, Moskva, Newcastle, Olbia, Palma de Mallorca, Palermo, Poznan, Prag, Pisa, Reykjavik Keflavik, Rom, Skt. Petersborg Pulkovo, Tallinn, Tel Aviv, Valencia, Wroclaw.

SAS’ loungeudbud efter 1. februar:

Egne lounges:
Stockholm Arlanda, København, Oslo, Gøteborg, Paris, Helsinki, Aalesund, Tromsø, Trondheim, Luleaa, Malmø, New York* og Chicago*

Star Alliance lounges:
Europa:
Athen, Bremen, Bruxelles, Düsseldorf, Frankfurt, Genève, Hamborg, London, München, Milano Malpensa, Thessaloniki, Stuttgart, Berlin Tegel, Warszawa, Wien og Zürich.

Asien:
Hong Kong*, Tokyo/Narita*, Beijing*, Shanghai*.

USA:
Boston*, Washington*, Los Angeles*, Miami*, Chicago*, San Francisco*.

* Ikke adgang for SAS Plus-kunder.

 

Relaterede artikler:

SAS-indenrigskunder får loungeadgang

Aalborg Lufthavn udvider lounge